| Toget til Rügen 1169. | 621 |
Det var nu bestemt, at Arkona skulde falde, og derpaa Rugens andet Hovedpunkt, Kongesædet Garz (Karenz) erobres. I Angrebet skulde de Danskes Konge og Fyrsterne i Østersølandene i Forening deltage. Henrik Løve var dog for optaget til selv at kunne møde, men han bød de pommerske Hertuger Bugislav og Kasimir at hjælpe, og disse tilligemed Fyrst Pribislav af Meklenburg stødte da ogsaa til Hæren med Krigerskarer.
Ved Pinsetid 1169 stævnede Flaaderne mod Rugen. Efter at have taget Bytte paa forskellige Steder af Kysten og besat den krumme Tange, som fører over til den nordlige Halvø, lagde Hæren sig foran Arkona. Krigerne fik derpaa Ordre til at fælde Træer i de nærliggende Skove, for at man kunde bygge allehaande Belejringsmaskiner, idet Angrebet skulde foregaa med alle Kunstens Midler. Kong Valdemar, som saa paa Haandværkernes Arbejde, lod dog et Ord falde om, at det vilde blive ufornødent, da Borgen vilde falde hurtigere, end man troede. St. Vitus’ Dag (den 15. Juni) nærmede sig nemlig, og det var et almindeligt Udsagn hos Danske og Tyske, at Guden Svantevit kun var opstaaet ved en Forvrængning fra Hedningernes Side af Sankt Vitus. I gammel Tid var Kristendommen nemlig bleven prædiket paa Øen, og de døbte havde æret den hellige Vitus, men da Øens Indbyggere atter faldt fra Kristendommen, havde de forvandlet Helgenen til den afskyelige hedenske Gud. Kong Valdemar mente derfor, at Helgenen nok vilde tage Hævn paa sin Helgendag.
Medens nu alle Lørdagen den 14. Juni vare i Virksomhed foran Borgen og nogle byggede Stalde til Hestene, andre rejste Telte — Kong Valdemar havde paa Grund af Solheden søgt Hvile i Skyggen — morede nogle Drenge sig med at kaste Smaasten op over Volden med deres Slynger. Forsvarerne ændsede det naturligvis ikke, men da ogsaa nogle Ynglinge tog fat, greb Venderne til Vaaben og en Kamp udspandt sig. Mere end en Leg syntes det hele ikke at være. Imidlertid lagde en Ungersvend Mærke til, at Jorden var skredet ud ved Voldens Port, saaledes at der umiddelbart under Taarnet var fremkommet en Hulhed. Han bad saa sine Kammerater om at hjælpe sig med at klatre derop, og ved at stikke Spyd ind i Grønsværet naaede han som ad en Stige efterhaanden op til Hulen. Her kunde han være ganske tryg for Fjendernes Skud; de saa end ikke, hvad der skete, og den unge Mand bad Kammeraterne om at skaffe brændbare Sager. Netop i det samme kom et Læs Halm kørende til Lejren; hurtigt bleve Negene langede fra Haand til Haand
