| Garz overgiver sig. | 625 |
et underligt Syn, thi som et levende Hegn stod her ved Vejens Side Kriger ved Kriger med Spydets Blad stukket i Jorden — 6000 Krigere vare i denne Krigens Stund bievne samlede i Byen. Da de Danske naaede derhen, kastede Venderne sig næsegrus til Jorden, som om de saa Guder nærme sig. Først efter at Absalon og hans Mænd vare redne forbi, rejste de sig atter og fulgte efter dem inden for Voldene.
Saaledes var dette stolte og skønne Indtog i den erobrede By: to danske Bisper og en Deling Krigere midt imellem Tusender af væbnede hedenske Fjender.
De Danske saa nu, at den overfyldte Borg aldeles ikke vilde have kunnet udholde en Belejring. 1 Fredstid var Stedet ikke beboet, nu var her samlet Hærskarer, indkvarterede i Huse, der vare indtil 3 Stokværk høje og saa tæt sammenbyggede, at der næppe var Plads til at bevæge sig mellem dem, medens et Blidekast udefra altid vilde ramme sin Mand. En utaalelig Stank, fremkaldt ved den Urenlighed, som her herskede, gjorde Forsvarernes Stilling end mere ulidelig.
De Guder, som dyrkedes i Garz, vare ikke, saaledes som Arkona-guden, fælles for alle Vender, men Røboernes særlige Guddomme. Den største Helligdom var det af Søjler baarne Tempel for Rügievit, dets Ydervægge vare ikke tømrede, men dannedes ligesom Væggen om det allerhelligste af Tæppeforhæng. Da Absalons Mænd rev disse til Side, fik de at se det af Egetræ skaarne Billede af Krigsguden Rügievit; klodset og rædselsfuldt var det gjort, men end mere modbydeligt ved at Svaler havde bygget deres Reder under Billedets Ansigter og oversudlet dets Bryst med Skarn. Guden havde syv Hoveder eller Ansigter paa een Hals, ved Bæltet hang syv virkelige Sværd i Skeder, et ottende holdt han draget i højre Haand. Saa høj var Figuren, at Absalon, naar han stod paa Tæerne og rakte den lille Økse, som han altid bar, i Vejret, næppe nok kunde naa Hagen. De Danske skaanede ikke det stygge Billede; til Indbyggernes Forfærdelse overhuggede de med deres Økser dets Fødder, og det tumlede med Bragen til Jorden. Venderne, som saa deres Guds Afmagt og Skam, havde Grund til at ty hen til den kristne Gud.
Det Tempel, som laa næst derved, var Porevits Helligdom; derinde stod Gudens femhovedede, vaabenløse Skikkelse, der ligeledes maatte falde. Samme Skæbne havde Poren ut i sit Tempel; han var fremstillet med fire Ansigter, et femte sad paa hans Bryst, og
Danm. Riges Hist. I 70
