Kong Valdemar bygger Danevirkemuren. | 635 |
i Dag trods al Overlast mærkelige Rester af det store sønderjydske Bygningsværk, som Kongen havde begyndt nogle Aar efter sin Tronbestigelse, men som han ikke naaede at faa bygget fuldt færdigt før sin Død. Ligesom det var en af de tidligst rejste Teglstens-bygninger i Norden, saaledes synes det at have været en af de mægtigste. Muren strakte sig i en Længde af en halv Mil fra det Sted, hvor Gennemkørselen var ved »Kalegat* — her staar endnu et 180 Kod langt Murparli synligt fremme (Fig. 231) — indtil Moserne ved Rejdeaa. Den favnetykke Mur var rejst paa et Kampestensfundament og bygget af store Munkesten, sammenbundne med fin Kalk. Tæt bag ved den og op ad den ligger den ældre Vold, der maaler omtrent 18 Fod i lodret Højde, og nogle Fod op over den har Muren sikkert raget. I nogen Afstand fra Muren og foran denne drog Kong Valdemar en bred, vandfyldt Grav. For den Syd fra kommende rejsende var det mærkelige Værk en truende Bebuder af, at de Danske holdt Vagt ved Indgangen til deres Land og vilde værge sig mod ethvert Forsøg paa fjendtligt Overgreb. —
Skønt alle Danske havde været med i Togterne til Venden, havde de enkelte Landsdeles Befolkning dog i ulige Grad vist Kamplyst og Foretagsomhed.
Kampen mod Venderne var udgaaet fra Sjælland. Wethemans By var bleven Absalons By, den Aand, som havde ledet Skjalm Hvide og hans Slægt til Kamp, havde grebet hver Mand paa den hele Ø. Det var derfor retfærdigt, at Roskildebispen havde faaet sit Stift udvidet med den vundne Ø. Ved Sjællændernes Side havde Skaaningerne staaet, Falstringer og Laalændere havde i Begyndelsen vist sig mindre paalidelige, senere vare de sammen med Fynboerne ivrige Deltagere i Togterne. Jyderne havde det ofte ikke været muligt at faa kaldt med, naar det gjaldt et hurtigt Udbud; dog havde ogsaa de vundet Berømmelse paa flere Togter. Det lod sig imidlertid ikke nægte, at Nørrejyderne ofte viste Trevenhed og Lunkenhed, deres Landsdel havde forholdsvis været mindre udsat for Vendernes Plyndringer, Hævnlysten var ikke ægget nok. Man hører jævnlig Jyderne knurre mod Togternes Førere, de gribes af Misundelse, naar de se, hvordan de foretagsomme Østdanske vinde Rigdom og Bytte.
230. Kriger (jfr. Fig. 229).