Spring til indhold

Side:Danmarks Riges Historie - vol 1.djvu/670

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Denne side er ikke blevet korrekturlæst
642 Magnus anklages.

Skammen berøvede ham næsten Mælet. Da han mødtes med Valdemar i Viborg, tog Kongen dog venligt imod ham, og fra Eskils Mund kom der ikke nogen Bøn om Naade for de unge Mænd, idet han ikke vilde synes medskyldig i Forbrydelsen.

Imidlertid nægtede Magnus bestemt de Beskyldninger, der rejstes imod ham, og det blev ham tilladt at vende hjem med Lejde for at forsvare sin Sag. I Viby ved Aarhus holdt Kongen derpaa Møde med en stor Del af den danske Adel, og Magnus kom til Stede. Valdemar sigtede Magnus for Forræderi, og som Bevis kunde han fremlægge to nylig opsnappede Breve. Et af dem var aabent og stilet til Skaaningerne; det sagdes deri, at Valdemar undertrykte dem, og at de burde rejse sig imod ham, saa vilde de finde en Hjælper i Magnus. Det andet, lukkede Brev var skrevet til Karl og Knud og opfordrede dem til at fremkalde et Oprør i Skaane, idet Magnus da samtidig vilde ægge til Opstand i Jylland. Kongens Raadgivere mente dog, at Brevene over for en Benægtelse ikke vilde afgive fuldt Bevis, og raadede til hellere at opnaa en ren Tilstaaelse imod Tilsagn om Tilgivelse. Med en mærkelig Langmodighed gik Kongen ind herpaa, og nu kastede Magnus sig paa Jorden og bekendte alt, angav de medsammensvorne og lovede for Fremtiden at være Kongen fuldtro. Kongens Hirdmand Kristiern Svendsøn, som havde deltaget i Sammensværgelsen, maatte derimod gaa i Landflygtighed uden i øvrigt at straffes paa Liv eller Ejendom. Ærkebisp Eskil lod Absalon bede om Naade ogsaa for hans Dattersønner, men over for dem var Kongen ubønhørlig. Afslaget satte Eskil i stærk Sindsbevægelse; angrebet af forskellige Sygdomme tilbragte han den følgende Vinter under haarde Lidelser.

For den Højsindethed og Overbærenhed ud over alle Grænser, som Valdemar havde vist mod Magnus, lønnedes han dog paa den skammeligste Maade. Magnus vedblev at have Forbindelser med Karl og Knud i Gøtland, og det lykkedes engang at opsnappe hans Sendebud til dem under Hjemridtet. Nu blev Magnus fænglet, overbevist om sin Brøde og holdt i Fangetaarnet paa Søborg indtil sin Død.

Snart skulde den samme Fangemur omslutte en anden af de sammensvorne. Stolende paa det Tilhold, de havde i Halland, gjorde Knud og Karl et Indfald over Grænsen, men overmandedes i Kampen; begge Brødre fik alvorlige Saar, og Knud toges til Fange, medens Karl slæbte sig ind i Skovens Skygge og her opgav