| 650 | Stenkirker bygges i Landsbyerne. |
Foruden de store Katedraler bleve rundt om i det hele Land utallige Landsbykirker byggede. Hver Sogneby ombyttede sin Trækirke, som Luerne saa let kunde fortære, med en Stenkirke, der syntes Gud mere værdig; man kappedes om at rejse paa Kirkebakken Huset med den høje Ryg og de lyse Vægsider, som skulde blive saa karakteristisk for det danske Landskab. Helt forsvandt dog Trækirkerne ikke, en Del af de ældre Kirker fik Lov til at
235. Føvling Kirke (2 Mil Nord for Ribe).
staa, og undtagelsesvis kunde der i Danmark — som i de nordtyske Byer — endnu bygges en Trækirke. De sidste Trækirker her i Landet forsvandt først i det 17. Aarhundrede (paa Oland ved Før endog først 1709).
Hvordan Landsbykirkernes almindelige Form var, saaledes som de dengang rejstes, vil man let kunne slutte sig til af de mange Hundrede, som endnu staa tilbage (Figg. 234, 235). Fra Nutidens Kirker maa vi dog fjerne tvende Dele, Vaabenhuset og Taarnet. Den overdækkede Forstue, som fik Navn af, at Kirkegængerne her maatte hensætte deres Vaaben, fandtes dengang ikke, den er overalt senere tilføjet, og med Taarne knejsede Landsbykirkerne kun sjældent. Huset var »kullet«, hvorimod der tæt ved det stod en tømret Klokkestabel.
Kirken bestod af Langhuset — omtrent dobbelt saa langt som bredt —, der strakte sig i Øst og Vest, og af det lavere og smallere Kor, halvt saa langt som Langhuset; dertil sluttede sig ofte en endnu lavere Alterrunding, saaledes at Bygningens Dele aftog i
