Side:Danmarks Riges Historie - vol 1.djvu/680

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Denne side er ikke blevet korrekturlæst
652 Byggematerialet i Landsbykirkerne.

videre Kirker af den samme rhinske Tuf, som vi saa anvendt ved Ribe Domkirke; den træffes ogsaa i Byen Slesvigs gamle Kirker og i flere Kirker tæt Nord for Ejder, ligesaa i Brøns Kirke, 2 Mil Syd for Ribe (Fig. 240). Hovedmaterialet var dog i hele det vestlige Danmark den tilhugne Granit. Først sent havde man taget fat paa dette haarde Stof, næppe før det 12te Aarhundrede, men efter at man havde lært at overvinde Vanskelighederne ved dets Behandling, blev det almindeligt anvendt, saa at i Jylland endog fire Femtedele af samtlige Kirker byggedes deraf. Det var dog kun Kirkernes Ydermure, man rejste af hugne Kvadre; Væggen indadtil var oftest dannet af Kampesten i deres naturlige Form, og Mellemrummet var altid blot udfyldt med Marksten og Skærver i Kalkmørtel. Det haarde Materiale hindrede, at Kirkerne kunde smykkes med mange dekorative Enkeltheder eller Skulpturer, dog forekomme jævnlig saadanne (Figg. 238, 239), og de danske Stenhuggere havde lært at tilhugge smukke Fodstykker og Søjler ved Portalerne.

Et nyt Materiale fik man endelig i Teglen, hvoraf en Række ejendommelige og skønne Kirker byggedes. Her træffe vi atter nærmere sammen med selve Kong Valdemar og hans Mænd.

Kunsten at brænde Tegl er gammel. Bygningslevninger ved Rhinen fra Romertiden vidne derom, paa enkelte Steder, især hvor andet Materiale manglede, holdt Kunsten sig ned gennem Tiderne. I Løbet af det 12te Aarhundrede trængte denne Tilvirkning fra Nederlandene frem til Kystlandene ved Elben og Østersø. I Danmarks fugtige Klima var de brændte Sten et udmærket Materiale, og de store brunrøde »Munkesten« gave Bygningen et baade varmt og kraftigt Præg. Byggemaaden var stadig den, at Stenene lagdes i »Munkeskifte«, efter to Stene paa langs fulgte en Sten paa tværs (to »Løbere« efter een »Binder«). Skulpturerne og den hele plastiske Udsmykning maatte falde bort, dog vidste man at anvende Teglen til smukke Friser med enkelte, dobbelte eller hinanden skærende

237. Døbefont fra Øster Nøbbeløf Kirke i Skaane.