Side:Danmarks Riges Historie - vol 1.djvu/735

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Denne side er ikke blevet korrekturlæst
Svend Aagesøns Danmarkskrønike. 707

hentet sin Kundskab. Svend, en Søn af Aage Kristiernsøn (S. 541), havde ofte ved at læse Bøger om de gamles Bedrifter »draget dybe Suk over, at vore Kongers og Fyrsters berømmelige Bedrifter skulde være viede til evig Tavshed«, skønt de Danske ikke stode tilbage for de fremmede i Daad og Dyder. Han vilde derfor sætte alle Tvivl om sine egne Evner og om sin Stildygtighed til Side og fortælle i et Uddrag, hvad han af gamle og erfarne Mænd havde lært om Danmarks Historie; hans Skrift kunde i hvert Fald tjene som Vejledning for en Efterfølger med større Held og Evner. Men ikke alle Konger havde været lige berømmelige, og derfor vilde Svend gøre et Udvalg mellem dem, han ønskede at skildre. Svend indflettede vel i sit Arbejde en ret udførlig Kongerække, men han lægger fremfor alt Vægt paa at skildre paa en malende Maade saadanne nationale Bedrifter som Uffes Kamp med Sachserne, Thyres Opførelse af Danevirke og hendes mandige Kampe, Svend Tveskæg og Jomsborg eller Begivenheder paa Vendertogene.

Den Følelse, som især gennemstrømmer den varmtfølende Herremand, er nemlig en glødende Fædrelandskærlighed. Han er stolt over at have været med i de berømte Kampe mod Venderne, dog føler han ikke noget Nag til dette Folk, medens han nærer et udpræget Had til Tyskerne, som er et hovmodigt Folk, der aldrig lader sig nøje med sit eget.

Ejendommeligt for Svend er endvidere, at han er den første, der udelukkende staar paa dansk Overleverings Grund; han giver ikke Uddrag af Adam af Bremen eller andre fremmede Kilder, men meddeler, hvad han har hørt af erfarne, gamle Folk, ligesom han støtter sig til sin egen Slægts Tradition. Danske Overleveringer blive her for første Gang fyldigt optegnede og tilmed fortalte med den Friskhed, som udmærker den begejstrede, næsten sværmeriske Herremand. Svend er ganske vist belæst og lægger ikke Skjul paa sin klassiske Viden, hvad der sætter Frugt i skønne latinske Talemaader, men han har ikke derfor ladet sin Personlighed udviske. Han er stolt af sin Slægt og sin Stand og føler sig som Herremand, han veed dog ogsaa, at som Adel ærer, saaledes forpligter den til Troskab mod Kongen, og dens Værd skal prøves ved Lydighed og Disciplin. Svend sværmer for Kvinden, han skildrer Dronning Thyre som Idealet af en Kvinde, med Roser og Liljer paa Kinden, snild som Ulysses, med Vid som Nestor, viis som Salomo; han er henrykt over oftere at have set Dronning Sofie, men kun en Cicero, en Ovid eller Virgil kunde skildre hendes uforlignelige Skønhed.