| 724 | Legaten Cynthius mægler mellem de to Valdemarer 1191. |
denne at have vægret sig ved at lystre hans Afgørelse, ligesom han fortsatte sin selvraadige Optræden.
I Bremen havde man forjaget Hertug Henriks Tilhænger Ærkebisp Hartvig. Da han snart efter vendte tilbage, opsøgte hans Modstandere Biskop Valdemar af Slesvig, som syntes villig til at overtage hans Embede. I hvert Fald slog man allerede i Bremen Mønter med hans Billede og Paaskrift og traf Bestemmelser i hans Navn. Denne Holdning gjorde Kong Knud betænkelig; han nærede Frygt for, at Biskop Valdemar stod i hemmeligt Forbund med Kejseren, medens man i Danmark paa den Tid søgte at knytte Forbindelser med Henrik Løve. Hertug Valdemar havde saaledes erklæret, at Henrik vilde kunne finde Ophold hos ham i Slesvig, og Henrik havde sendt sin Søn til Kong Knud for at formaa denne til at hjælpe ham med at tilbagevinde hele Nordalbingien, hvad dog Knud var for klog til at indlade sig paa.
Skønt Kong Knud saaledes nærede Mistanke mod Bispen, havde han dog ikke foretaget noget Skridt mod ham. Bisp Valdemar aabenbarede imidlertid selv sit onde Forsæt, thi pludselig flygtede han til Sverige (1191). Det viste sig, at han havde sluttet hemmeligt Forbund med Sveriges og Norges Konger, med Kejseren og med forskellige tyske Fyrster. I det følgende Aar kom han tilbage fra Sverige med en Flaade paa 35 Langskibe og lod sig udraabe til Konge af Danmark; samtidig faldt Grev Adolf ind over Grænserne og hærgede lige til Slien. Længe har dog Angrebet ikke varet, Hertugens og Kongens Hær trængte Fjenderne saa haardt, at Valdemar maatte søge Fred og Udsoning. Ved en Sammenkomst blev han taget til Fange. Selvretfærdig og opblæst har han forment, at alt skulde blive ham tilgivet; noget Brud paa givet Tilsagn synes ikke begaaet fra dansk Side, og Biskoppen talte da ogsaa i sine senere Klager mest om de bristede Forventninger.
Nu er det imidlertid mærkeligt at se, hvor mægtige Talsmænd Bispen havde ved den romerske Kurie, thi Pave Cølestinus udsendte Breve og Befalinger om, at Hertug Valdemar og alle dem, der vare delagtige i Biskop Valdemars Fængsling, skulde lyses i Band, og at Interdikt skulde lægges over Landet, hvis Bispen ikke fik Fyldestgørelse. Men hverken Absalon eller Kong Knud lod sig paavirke af Brevene, som saa klart viste, at Paven maatte være falskt underrettet; de sørgede for, at Sagen blev rigtigere fremstillet i Rom, og man mærker, at Paven efterhaanden bliver roligere. Under sin Kamp med Henrik VI var der heller ingen Grund for Cølestin til
