| De Danskes Tog til Øsel 1206. | 755 |
cens havde altfor ofte følt sig standset paa sin Bane ved Ærkebispernes Holdning, og han agtede ikke at skabe en saa stor Magtfylde for Bremens Ærkebisp, som det vilde være, om denne skulde trone som Herre over det nu underlagte Land. Han havde givet Rigabispen Beføjelse til som en Ærkebisp at indsætte og vie Bisper i disse Lande, dog vilde han heller ikke tildele ham egentlig ærkebiskoppelig Magt. Alberts brændende Ærgerrighed var vel ogsaa kommen altfor stærkt for Dagen. Ud over Livers og Letters Land skulde derfor Alberts Magt ikke strække sig; Paven forbeholdt sig at tage Bestemmelse over, hvad der senere erhvervedes. Ridderordenen skulde have en Tredjedel af alt Land i Forlening, og Albert kunde byde over Ordensmesteren, ikke over de enkelte Riddere. Men dernæst havde den danske Konge stadig sin Opmærksomhed henvendt paa Estland, allerede Kong Knud havde gjort et Tog derhen (S. 727), og nylig havde Lunds Ærkebisp vundet Rettigheder over Landet.
Anders Sunesøn havde utvivlsomt et levende Ønske om at optage nye Kampe mod Hedninger. Han vilde gerne fortsætte Absalons Gerning, og end stærkere ønskede Kong Valdemar at vise sig som Erobrerens Søn, vinde nye Lande ved Østersøen og kristne dem. Alt i et Par Aar havde man forberedt Planer om et Togt, Innocens havde givet Ærkebisp Anders Bemyndigelse til at indsætte en Biskop i en Stad, som han kunde erobre (thi kun i en By kunde et Bispedømme have Sæde). Med en talrig Flaade af Korsfarere sejlede da Konge og Ærkebisp i Efteraaret 1206 til Øsel, hvor man opkastede en Forskansning og tog Landet i Besiddelse. Da ingen Dansk vovede at forblive paa Øen, maatte man dog inden Hjemfarten brænde Forskansningerne. Hæren vendte derpaa tilbage, hvorimod Anders og Kongens Kansler Bisp Niels af Slesvig sejlede med Følge og med to fyldte Førselsskibe til Riga. Bisp Albert var fraværende, men hans Broder Provst Engelbert modtog de Danske vel, og i Løbet af Vinteren underviste Ærkebisp Anders her i Teologi, hvori han var vel forfaren. Først det følgende Aar drog han bort, besøgte Gotland og var ved Paasketid atter hjemme.
Det var vist en rigtig Tanke af Kong Valdemar at vende sig mod Øsel. Øer, som ligge tæt foran Kyster, havde i den tidligere vendiske Tid vist sig som de værste Sørøverhuller; med Rugen havde Danskerne saaledes først sent faaet Bugt, medens den derefter havde tjent som den bedste Forpost, hvorfra Angreb paa Fast-
