758 | Kampen ved Lyndanise 1219. |
døbte dem og lod dem atter drage bort. Men tre Dage efter, da Mørket skred frem og Nadveren var endt, vendte Esterne tilbage med en hel Hær og kastede sig over de Danske paa fem forskellige Steder. I den Formening, at Kong Valdemar var i Biskop Theoderiks Telt, styrtede Esterne derind, men fandt ham ikke, derimod dræbte de Bispen og adskillige Folk af hans Følge. De vendiske Krigere havde slaaet Lejr i en Dal under Skrænten, men saa saare Fyrst Vitslav blev de Ester vaer, som styrtede ned mod dem, førte han sine Skarer til Angreb og kastede Fjenden tilbage, idet han slog ned for Fode. Den Deling af Esterne, som var i Kamp mod Danskerne, saa Kammeraternes Flugt, og veg da ogsaa betænkelig tilbage. Nu førte Kongen alle sine Skarer mod Esterne, som lede et stort Nederlag med Tab af over tusinde faldne. D$ Fjenden fuldkommen var slaaet paa Flugt, holdt Valdemar og Bisperne en Takkebøn til Gud.
Til Slaget ved Lyndanise knytter sig det skønne Sagn om den himmelfaldne Fane. Da de Danske trængtes haardt af Esterne, skal et Korsmærke være dalet ned fra Himlen og en Røst være hørt, som lovede, at de Danske skulde sejre, om de løftede dette Mærke højt. Sagnet er først nedskrevet i det 16de Aarhundrede, dog støtter Beretningen sig paa ældre Kilder. Der er i Virkeligheden Sandsynlighed for, at Flaget med det hvide Kors i den røde Dug har haft Betydning paa Kong Valdemars Estlandstogt. Det var i egentligste Forstand et Korstog, indviet og beskyttet af Paven, med den danske Ærkebisp og tre Bisper blandt Førerne. Derfor har et Korsmærke sikkert vajet over de Danske, og ejendommeligt er det, at Byen Reval, der hurtigt rejste sig om den Borg, som de Danske havde bygget, som sit særlige Mærke har anvendt det hvide Kors i det røde Felt; det findes her saa tidligt, at det utvivlsomt stammer fra de Danskes Besiddelsestid. Danebroge (Broge d. e. til-skaaret Tøjstykke, Dug) har saaledes vistnok været de Danskes Mærke allerede paa Valdemar Sejrs Tid — ligesom de tre springende Løver vare den danske Konges Mærke — om vi end først finde det fremstillet som saadant paa Dronning Margretes Tid. Et Banner, som mentes at være den himmelfaldne Fane, var ved Middelalderens Slutning bevaret som en Helligdom og tabtes først paa Kong Hans’ ulykkelige Tog til Ditmarsken.
Kong Valdemar maatte anse Sejren over Esterne som saa afgørende, at han kunde overlade den fortsatte Kamp til andre og selv vende hjem. Han udvalgte Theoderiks Kapellan Wescelin til