| Sværdridderne og de Danske i Estland. | 759 |
Bisp, og da Borgen var bygget færdig og Mandskab lagt i den, overgav han den videre Erobring af Landet og Kristendommens Udbredelse til sine Høvdinger og Bisper. Disse fortsatte hele Aaret igennem Kampen med Beboerne i Landskabet Reval, som omsider besluttede sig til at tage mod Daab.
Samtidig med de Danskes Angreb fra Søsiden vare Esterne blevne angrebne Syd fra. Allerede inden Danskernes Komme havde Riddere og Korsfarere, Liver og Letter gjort et Tog mod Esterne i Reval og vare vendte hjem med Rov (i Marts). Senere hen paa Aaret kæmpede Ordenen igen i Estland, saaledes at der kun var en lille uafhængig Strækning mellem det af Ridderne erobrede Land og de Danskes Besiddelser. Ordenen sendte Bud til Høvdingen i de Danskes Borg med Melding om dens Sejre, og vel afgik der en lignende Sendefærd fra de Danske til Ordenens Krigere, men denne, som udtalte en Tak til Gud og til Ordenen for, at Hedningerne vare betvungne, erklærede tillige, at hele Estland var Dansekongens og afstaaet til ham af Landets Bisper, hvorfor man bad om at faa de af Landskabet Harrien stillede Gisler overdragne til sig. Herpaa svarede Ordensmesteren, at han ikke kendte denne Overdragelse, og at hele Estland med Undtagelse af Landet Reval og Øsel var bleven undertvunget af Ordenen. Af Agtelse for den danske Konge udleverede han imidlertid Gislerne fra Harrien til Esterne, ikke til Danskerne.
Der opstod saaledes en lidet tiltalende Strid om den verdslige og gejstlige Ret til Estland. Aabenbart havde de livlandske Bisper ved Forhandlingerne i Danmark givet de Danske Anledning til at tro, at der fra tysk Side gaves Afkald paa at vinde Land i Estland. Anders Sunesøn havde Tilladelse til at udvælge en Bisp til disse Egne, hvorfor han havde valgt Wescelin, men Bisp Albert havde med en lignende Ret udnævnt sin Broder Herman, Abbed i et Kloster ved Bremen, til Biskop over Esterne. Kong Valdemar stoppede imidlertid Hermans saavel som alle andre Pilegrimmes Afrejse, idet han som Herre over Lübeck hindrede al Tilgang til Livland.
For en Nutids-Betragter, der ser Kystlandene ved Østersøen med tusinde Tilgange fra Land og fra Hav, falder det vanskeligt at forstaa, at Lübecks Herre saaledes kunde hindre enhver Tilførsel af Stridskræfter til Landet, men det maa erindres, at dengang al Tilgang til disse Lande var ad Søvejen og at der endnu ikke fandtes andre Søfartssteder af Betydning ved Østersøens Kyster, saaledes at saa at sige alle Pilegrimme maatte komme til Landet fra denne ene
