Side:Danmarks Riges Historie - vol 1.djvu/795

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Denne side er ikke blevet korrekturlæst
Digtet om Danmarks Vaade. 767
  En Judas ny har vundet Spil   I Danmark klinger Sørgelyd,
  og Herrens Kristne ledet vild;   mens Sachsland jubler højt af Fryd.
  han over fromme — med Foragt   Ak, hvilket Had fra gammel Tid,
  for Kristi Navn — har Kvide bragt.   usalig Troløshed og Nid!
  Hid kom han under Fredens Skin,   Den Sag, som længe dulgtes tyst,
  af Fæller fulgt med Nidingssind;   nu staar for Dagen aabenlyst.
  han havde skrømtet Hverv i Mund   I Konger af saa ædel Æt.
  og spildte Kongens Hvilestund.   hvis Ry er vidt om Lande spredt,
  Ham gode Gaver blev beredt:   nu fjernt fra Rigets høje Borg
  med Takken var det ilde stedt;   i Landflugt vi jer se med Sorg.
  han ydmyg var, dog svigefuld   I Høvdinger og gode Mænd,
  mod den, som naadig var og huld.   hvor bares eders Lov ej hen!
  Mens Kongen aned ej Ufred,   Nu uforskyldt og brødefri
  ind brød han i hans Ensomhed,   bag Fangemuren lukkes I!
  paa Lejet voved han ham slaa,   Sig, Herre, er Du slumret ind
  i Leding ikke mod ham gaa.   og glemmer Hævn for Rænkespind
  Hin usle Søn af Belial,   af ham, som Udaad ynded mest
  en anden Kain, en ny Nabal,   og lastefuld staar Judas næst.
  er ind med Vold og Vælde trængt   Hin ved et troløst Kys gav hen
  til egne Herrer blodbestænkt.   Dig, Herre, grumt til Avindsmænd,
  Gudløs han som Herodes er,   han ydmyg lod, dog redebon
  urørt som han af frommes Færd;   gav bundne Mænd i Fjenders Haand.
  blandt skyldbetyngte værst, han faar   Du, som i Hast til hver en Tid
  for skændig Brøde Straffen haard.   tilmaaler Straf for ond Mands Id,
  Som Nero er han ful og gram,   løn Du ham med hans Udaads Sold,
  befængt som han med Udaads Skam,   løs dine Kristne af hans Vold!
  de argeste blandt Mænd — ikkun   Du Konge i al Herlighed,
  er denne end mer arg og ond.   af Fængslet dine Konger led,
  Blandt Niddinger med Udaad svar   lad fri dem gaa af Baand og Bast,
  slet ingen værre blir jeg vaer   frels os fra Krigens Overlast!
  end denne Henrik, ond og gram,   I Verden aldrig før er hændt,
  og Judas, som var jævngod ham.   at Ed og Tro blev saa forvendt
  Dog tyngre Skyld end hin han bar,   og tvende Konger, grumt og haardt,
  thi Judas os fornøden var,   i Fjenders Vold blev revne bort.
  da Krist til Død han overlod,   Og I, vor Konges Høvedsmænd,
  mod Agt det blev os Sjælebod;   engang berømt ved Sværd om Lænd,
  men han, som onde overgaar,   hvi sidder I saa sløvt i Mag,
  og mellem Stimænd øverst staar,   det gælder Rigets Velfærdssag!
  slet ingen var til Tarv og Trøst   I Mænd. hvis Ry saa vide gjaldt,
  og voldte mange Nød og Brøst.   med Føje Jætters Brødre kaldt,
  Han Tiden rokked ud af Led,   hvorfor saa træge tøve I
  til Vaade skifted Folkets Fred   de indestængte at staa bi?
  og Ophav var til Fyrsters Strid   Jer Manddom kommen er tilkort,
  og Krigsmænds mødefulde Id.   og Sejres Glans vil blegne bort;
  Naar mod et Rige Rige gaar,   i Lovords Sled Foragt I faar,
  skal Folket døje onde Kaar   og Æren ligger brudt i Skaar.
  og Almusmanden Kvide stor —   En troløs Slægt Jer haaner blot,
  saalunde lyder Vismands Ord.   af ussel Pøbel faar I Spot,
  Ve Verden for Forargelse,   Venders Land og Sachserland
  Ve fattig Mand for Nød og Spe!   ler ad jer fejge Dvalestand.