|
|
En Judas ny har vundet Spil
|
|
I Danmark klinger Sørgelyd,
|
|
|
og Herrens Kristne ledet vild;
|
|
mens Sachsland jubler højt af Fryd.
|
|
|
han over fromme — med Foragt
|
|
Ak, hvilket Had fra gammel Tid,
|
|
|
for Kristi Navn — har Kvide bragt.
|
|
usalig Troløshed og Nid!
|
|
|
Hid kom han under Fredens Skin,
|
|
Den Sag, som længe dulgtes tyst,
|
|
|
af Fæller fulgt med Nidingssind;
|
|
nu staar for Dagen aabenlyst.
|
|
|
han havde skrømtet Hverv i Mund
|
|
I Konger af saa ædel Æt.
|
|
|
og spildte Kongens Hvilestund.
|
|
hvis Ry er vidt om Lande spredt,
|
|
|
Ham gode Gaver blev beredt:
|
|
nu fjernt fra Rigets høje Borg
|
|
|
med Takken var det ilde stedt;
|
|
i Landflugt vi jer se med Sorg.
|
|
|
han ydmyg var, dog svigefuld
|
|
I Høvdinger og gode Mænd,
|
|
|
mod den, som naadig var og huld.
|
|
hvor bares eders Lov ej hen!
|
|
|
Mens Kongen aned ej Ufred,
|
|
Nu uforskyldt og brødefri
|
|
|
ind brød han i hans Ensomhed,
|
|
bag Fangemuren lukkes I!
|
|
|
paa Lejet voved han ham slaa,
|
|
Sig, Herre, er Du slumret ind
|
|
|
i Leding ikke mod ham gaa.
|
|
og glemmer Hævn for Rænkespind
|
|
|
Hin usle Søn af Belial,
|
|
af ham, som Udaad ynded mest
|
|
|
en anden Kain, en ny Nabal,
|
|
og lastefuld staar Judas næst.
|
|
|
er ind med Vold og Vælde trængt
|
|
Hin ved et troløst Kys gav hen
|
|
|
til egne Herrer blodbestænkt.
|
|
Dig, Herre, grumt til Avindsmænd,
|
|
|
Gudløs han som Herodes er,
|
|
han ydmyg lod, dog redebon
|
|
|
urørt som han af frommes Færd;
|
|
gav bundne Mænd i Fjenders Haand.
|
|
|
blandt skyldbetyngte værst, han faar
|
|
Du, som i Hast til hver en Tid
|
|
|
for skændig Brøde Straffen haard.
|
|
tilmaaler Straf for ond Mands Id,
|
|
|
Som Nero er han ful og gram,
|
|
løn Du ham med hans Udaads Sold,
|
|
|
befængt som han med Udaads Skam,
|
|
løs dine Kristne af hans Vold!
|
|
|
de argeste blandt Mænd — ikkun
|
|
Du Konge i al Herlighed,
|
|
|
er denne end mer arg og ond.
|
|
af Fængslet dine Konger led,
|
|
|
Blandt Niddinger med Udaad svar
|
|
lad fri dem gaa af Baand og Bast,
|
|
|
slet ingen værre blir jeg vaer
|
|
frels os fra Krigens Overlast!
|
|
|
end denne Henrik, ond og gram,
|
|
I Verden aldrig før er hændt,
|
|
|
og Judas, som var jævngod ham.
|
|
at Ed og Tro blev saa forvendt
|
|
|
Dog tyngre Skyld end hin han bar,
|
|
og tvende Konger, grumt og haardt,
|
|
|
thi Judas os fornøden var,
|
|
i Fjenders Vold blev revne bort.
|
|
|
da Krist til Død han overlod,
|
|
Og I, vor Konges Høvedsmænd,
|
|
|
mod Agt det blev os Sjælebod;
|
|
engang berømt ved Sværd om Lænd,
|
|
|
men han, som onde overgaar,
|
|
hvi sidder I saa sløvt i Mag,
|
|
|
og mellem Stimænd øverst staar,
|
|
det gælder Rigets Velfærdssag!
|
|
|
slet ingen var til Tarv og Trøst
|
|
I Mænd. hvis Ry saa vide gjaldt,
|
|
|
og voldte mange Nød og Brøst.
|
|
med Føje Jætters Brødre kaldt,
|
|
|
Han Tiden rokked ud af Led,
|
|
hvorfor saa træge tøve I
|
|
|
til Vaade skifted Folkets Fred
|
|
de indestængte at staa bi?
|
|
|
og Ophav var til Fyrsters Strid
|
|
Jer Manddom kommen er tilkort,
|
|
|
og Krigsmænds mødefulde Id.
|
|
og Sejres Glans vil blegne bort;
|
|
|
Naar mod et Rige Rige gaar,
|
|
i Lovords Sled Foragt I faar,
|
|
|
skal Folket døje onde Kaar
|
|
og Æren ligger brudt i Skaar.
|
|
|
og Almusmanden Kvide stor —
|
|
En troløs Slægt Jer haaner blot,
|
|
|
saalunde lyder Vismands Ord.
|
|
af ussel Pøbel faar I Spot,
|
|
|
Ve Verden for Forargelse,
|
|
Venders Land og Sachserland
|
|
|
Ve fattig Mand for Nød og Spe!
|
|
ler ad jer fejge Dvalestand.
|
