| Pave Honorius' indgriben. | 769 |
være Talsmænd for helt andre Vilkaar. Alle Planer bleve nu kuldkastede ved Pavens Optræden.
Pave Honorius kunde umulig lade en af sine mest trofaste Tilhængere i Stikken, allermindst da Kong Valdemar betroede Paven, at det havde været hans Agt enten selv at deltage i det planlagte Korstog 1225 eller at lade sin Søn deltage. Honorius traadte derfor straks kraftig op med Alvor og Veltalenhed i sine Ord. Han tilskrev Kejser Frederik, at han som Konge maatte bringe en anden Konge Hjælp og ikke kunde tillade, at en Vasal ustraffet lagde Haand paa sin egen Herre. Grev Henrik blev af Paven truet med kirkelige og verdslige Straffe for det uhørte Forræderi imod en berømt og højt fortjent Konge. Ærkebisp Engelbert og Bisperne i Lübeck, Verden og Hildesheim fik Befaling om, at Henrik skulde sættes i Band, og det Stift, hvor Kongen holdtes fangen, skulde belægges med Interdikt, om Greven ikke inden en Maaned gav Kongen fri.
Frederik II, som paa den Tid aldeles ikke ønskede at komme paa en spændt Fod med Paven, turde under disse Forhold ikke fastholde sit skarpe Standpunkt over for den fangne Konge. Paa den anden Side forestillede Kejseren Honorius, at han ikke kunde lade den gunstige Lejlighed gaa ubenyttet hen eller lade Valdemar slippe helt uskadt. Den tyske Ordensmester Herman af Salza, som da opholdt sig hos Kejseren, blev derfor af denne bemyndiget til ved nye Forhandlinger at faa Sagen ordnet. Herman fik derpaa i Tyskland udnævnt forskellige højtstaaende Mænd til paa Rigets Vegne sammen med ham at forhandle med Grev Henrik og de fangne. I Dannenberg samledes disse Udsendinge med Greven; fra dansk Side mødte foruden de fangne Grev Albert af Orlamünde.
Her blev der saa den 4. Juli 1224 sluttet en Overenskomst, der var helt forskellig fra den tidligere; Pavens og Kejserens Indblanding har givet den sit Præg. Kong Valdemar skulde drage paa Korstog til det hellige Land med 100 Skibe og afsejle i August 1226 for at være dér i Sommeren det følgende Aar, og hindredes han ved Død eller anden uovervindelig Aarsag, skulde han betale 20000 Mark Sølv til Udsendinge fra Jerusalems Konge og den tyske Orden. Valdemar skulde give Afkald paa Nordalbingien, dog maatte Grev Albert beholde Holsten og Ratzeburg som tyske Rigslen. Rügen og Pommern stilledes det i Udsigt, at Valdemar kunde beholde, dog med Anerkendelse af Rigets Magt over disse Lande. Selve Dan-
Danm. Riges Hist. I 97
