Side:Danmarks Riges Historie - vol 1.djvu/817

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Denne side er ikke blevet korrekturlæst
Bol. 789

for Ejeren betegner nogen Værdi. Nutiden bar paa mange Maader — saasom ved et beskyttende Politi, ved Assurance og ved Bogføring — gjort Værdier lige saa ufortærlige over for Møl og Rust, ligesaa uangribelige af Tyvehaand, som forhen alene Jorden var. Marken, som man dyrkede, Skoven med sit Tømmer, sin Olden og det rige Jagtudbytte, Engene og Overdrevene vare dengang alene det, som gav grundfæstet økonomisk Stade. Jorden sikrede Familien dens formueretlige Stilling fra Slægt til Slægt, derfor kunde arvet Jord ikke heller afhændes uden efter at være lovbudt til Frænderne. Besiddelse af Jord skabte de fastsiddende Borgere, som var dem, hvorpaa Samfundet saa godt som ene byggede, dem, som vare knyttede til samme Plet og Egn og til samme Samfundskreds.

Da Jord havde denne overordentlige Betydning som Formue-bestanddel, maatte der ogsaa findes Maader, hvorpaa man nøjagtigt kunde betegne Størrelsen af et Jordstykkes Areal og et Jordbrugs Værdi. Herom vare følgende Regler gældende.

Bol, mansus, var den fra gammel Tid nedarvede Betegnelse for en almindelig Gaards Tilliggende. Bolet var en Ejendom af en saadan Størrelse og Godhed, at den kunde give en fri Bonde og hans Familie et rundeligt Underhold, saa at ban kunde optræde standsmæssigt og opfylde de offentlige Pligter, som paahvilede ham. Landsbyen sagdes at bestaa af saa og saa mange Bol. Imidlertid havde Opdyrkning og Forbedring i Driften gennem Tiderne forandret Forholdet saa stærkt, at man i mange jydske Landsbyer ikke regnede efter Bol, men efter Fjerding og Otting som Grundenhed, og Bolet havde i det hele i Jylland paa Valdemar Sejrs Tid en meget forskellig Størrelse og Værdi.

Til bestemtere Angivelser naa vi først ved egentlige Talansættelser af Areal og Værdi. Og her maa først den Møntregning erindres, der fandtes i Danmark. Marken talte 8 Øre, Øren 3 Ørtug (solidi), Ørtugen 10 (stundom 12) Penninge (denarii); disse Enheder anvendtes baade ved den vejede Mark rent Sølv og ved de udmøntede Penge. De sidste — andre Mønter end Penninge udmøntedes ikke (Figg. 278 —279) — havde dog ikke Værd og Godhed som det rene Sølv; paa Valdemar Sejrs Tid regnede man sædvanlig 1 Penning rent Sølv = 3 Penningestykker. I Aarhundredets Midte varierede Mønternes Værdi stærkt, og senere sank Møntpenningenes Værd betydeligt. I Forhold til vore Dages Penge vilde 1 Mark Sølv svare til omtrent 35 Kroner. Forholdet mellem Guld og Sølv var paa Valdemar Sejrs Tid som 8:1.