Side:Danmarks Riges Historie - vol 1.djvu/862

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Denne side er ikke blevet korrekturlæst
832 Hustoften.

vangen, og hver Lodsejer maatte have Andel i ethvert Skifte, naar alle skulde have lige Lod i godt og ondt. Paa lignende Maade gik det med Bygvangen, og derfor fik den enkelte Ejer sine Lodder liggende paa mange forskellige Steder.

I selve Byen havde Bonden en Husplads med tilhørende Tofte, og alle Tofter skulde være lige store eller i hvert Fald lige gode. Over den havde Bonden fuldkommen fri Raadighed, og han kunde benytte den, som han vilde; ofte var den et ret stort Jordstykke. Her kunde være Græsning for Føl eller for Trækdyr under Hviletiden; men først og fremmest havde Bonden her sin Kaalgaard, hvor han dyrkede Grøntsager, og Abildgaarden med Frugttræerne — den svajende, af Bast og Vidier flettede Menneskefigur skræmmede de griske Fugle bort — Bigaarden bragte ham Voks og Honning; alle disse »Gaarde« skulde være vel gærdede. Hustoften hed »Hovedtofte«, og det sagdes, at den havde sine »Lemmer« paa »Udjorden« (Marken). Toften er i det hele Grundenheden i Byen. »For Hus-tofte skal man Leding, Inne og Stud rede«, siger Skaanske Lov, altsaa fordeles Hærtjeneste, Forpligtelse til at deltage i saadanne offentlige Arbejder som Ægt, Brobygning osv., samt Skatter paa Toften, thi »Toft er Agers Moder«, saaledes som det hedder i svenske Love.

Som Hovedtofterne laa for hinanden i Byen, laa »Lemmerne« paa Marken, og i ethvert af Agerskifterne skulde Ejeren have en Ager. Tofternes Beliggenhed til hinanden regnedes efter Solfald, en Tofte i Øst laa nærmere Solen end den i Vest, i Syd var man nærmere Solen end i Nord, herved bestemtes Tofternes Rækkefølge en Gang for alle, og derved tillige Loddernes Beliggenhed i Marken (se nærmere Kortet Fig. 289). Saaledes var den samme Mand »Ophavsmand« i alle Agerskifter og en anden altid »Udfaldsmand«, ligesom mellem dem Rækkefølgen af Lodsejerne altid var den samme. Imidlertid var der intet til Hinder for, at Ejerne kunde vedtage en anden Orden eller en Fordeling ved Lodtrækning. Hvis den Ager, som tilfaldt nogen ved Solskifte, havde Mangler, gaves der Erstatning ved, at Jordstykket blev noget større, eller paa anden Maade, thi »da er vel skiftet, naar alle have lige godt«.

Naar nogen formente, at der var sket ham Uret, saa at han, selv om han oprindelig havde faaet ret Anpart, ikke længer fik, hvad der tilkom ham, kunde han fordre en Omrebning. Det er dog klart, at Formaalet med en saadan aldrig var at udjævne Ulig-