| 834 | Ornum. |
Mikkelsdagstid, Bygvangen fra Valborg Messe (1. Maj), men Ejerne kunde indbyrdes vedtage andre Tider.
Der kunde dog inden for Byomraadet ligge Jordstykker, der ikke gik ind under Fællesskabet og Rebdelingen. Af denne Art var det saakaldte Ornum (af or, udenfor, næmæ, tage, det undtagne); Ornum »rebes ej med By, fordi hun skorter al By«, men for at kunne have en saadan Særstilling forlangtes det, at det havde været saaledes fra Arilds Tid og var særmærket med Grøft, Sten eller Stabel. Der var ikke til Ornum knyttet nogen Andelsret i Benyttelsen af Fælled eller paa anden Maade, Ornum var ikke skyldsat som rebet Jord, men dog ingenlunde skattefrit.
Den Jord, som var fremkommet ved, at Skov blev omhugget, hed Rud, Ryd og var ligeledes urebet Jord.
Enhver Ejer kunde afhænde saa meget og saa lidt Jord, som han vilde, og der paahvilede ham ikke nogen Forpligtelse til kun at sælge til de andre Ejere i Byen. Hvad han solgte bort, kunde være en Kvotadel af Gaarden, og saaledes tillige af Landsbyen; det indbefattede derfor en tilsvarende Andel i Græsningsretten paa de Marker, der laa som Fælled, og paa Oredrevet, i Hegnspligten osv. Men det overdragne kunde ogsaa være et enkelt afmærket Stykke Jord, der ikke havde Karakter af Kvotadel, og til hvilket der heller ikke var knyttet Rettigheder eller Pligter uden for det. En saadan Jord hed Stuf (d. e. Stykke); der hørte ingen Husplads eller Tofte i Byen med til det og ingen Andel i Fælleden, saa lidt som der paahvilede det nogen Gærdselspligt. Blev nu Marken omrebet og Grænsen for den Lod, hvoraf Stuf var solgt, blev flyttet, maatte Stuf flytte med, eller der maatte ydes den Mand Erstatning, paa hvis Lod Stuf nu kom til at ligge (Fig. 289). En saadan Stufjord var ikke heller sat i Skat, idet Toften var Grundlaget for Skattefordelingen, og det maatte blive Tofteejerens Sag hos Stufejeren at kræve Andel i Skattebetalingen.
Byens topografiske Udseende var betegnet ved, at der »til hver By bør med Rette gaa fire Veje, som af Arild have gaaet dertil«. Ofte skar de hinanden i et Kors, men i hvert Fald havde Byen et Sted i sin Midte en Samlingsplads, hvor Ejerne holdt deres Bystævne. Mellem alle Husene laa Byens Forte (Fortaa, Fortov), og denne Forte skulde være 15 Favne bred, naar da ikke samtlige Ejere vedtog at gøre den smallere. Da ved Byens Ender Gadeleddene lukkede for denne store Plads, blev Forten saaledes en lang, lukket Fold, hvor Kvæget kunde opholde sig, førend det dreves
