| 842 | Biskop Vilhelm af Modena i Estland 1225. |
hans Afrejse til Estland. Nu fik han af Kongen Tilladelse til at rejse, imod at han hyldede Kongen for de Landsdeles Vedkommende, som hørte under dansk Magt.
Efter at Esternes Opstand helt var bleven kuet, trængte man til en Ordning af alle Landets Forhold, og Albert fik udvirket, at Pave Honorius sendte Biskop Vilhelm af Modena til som Legat for Livland, Estland, Preussen og mange andre Østersølande at afgøre alle de Tvistemaal, som vare opstaaede mellem de forskellige Magthavere. Vilhelm arbejdede med Kraft paa at bringe ordnede Tilstande til Veje (1225). Da Beboerne i Wiek klagede over Vold fra de Danskes Side, fratog Vilhelm Danskerne dette Landskab og snart efter ogsaa de andre Landsdele, saa at de kun beholdt Har-rien og en Fjerdedel af Borgen Reval tilbage. Men Vilhelm skabte tillige en helt ny Magthaver ved Siden af de tidligere, idet han lagde Wirland, Jerwen og Wiek direkte under Pavestolen og satte sin Kapellan Johannes til at være Statholder her. Det var en højst uheldig Tanke saaledes at forøge Antallet af rivaliserende Herrer; den pavelige Statholder manglede desuden de fornødne ydre Midler til at hævde sin Stilling. Uroligheder udbrød straks, og Johannes tyede til Sværdridderne som de stærkeste; snart kom Ordenen i Strid med Danskerne og erobrede deres Del af Reval. De Danske afstode da al deres Ret over estiske Landskaber til Ordensmesteren »paa Pavens Vegne« (1227). Imidlertid holdt Vasaller under den pavelige Udsending Balduin af Alna endnu i nogle Aar Borgen i Reval besat, indtil Ridderne overrumplede den og anrettede et frygteligt Blodbad paa Besætningen.
Paa den Tid havde Biskop Albert af Riga sluttet sin lange, mærkelige Løbebane. Han kunde med en vis Stolthed se paa, hvad han havde udrettet under sin trediveaarige utrættelige Virken. Han havde vel ikke naaet at faa et Ærkesæde oprettet for sig i Riga, men for Bremens Overherredømme havde han unddraget sig. Det var ikke lykkedes ham at faa Sværdridderne stillede i den Grad under sin Højhed, som han havde ønsket, og de tidligere danske Dele, som Ridderne nu besad, stode ogsaa i gejstlig Henseende under dem. Men Albert havde udrettet betydeligt for Udbredelsen af Kristendommen, og end større vare hans Fortjenester af at have ført sit tyske Hjemlands Folk ind paa nye Omraader og aabnet nye Veje for tysk Kulturs Fremtrængen. Albert døde i Januar 1229.
Kort før Alberts Død fik de Tyskes Stilling ved Østersøen i øvrigt et helt nyt Støttepunkt derved, at den tyske Orden satte
