| 846 | Mangelen af en Centralstyrelse. |
Allerede Kongens Fangenskab havde vist en Mangel ved Ordningen af Rigets Styrelse; der fandtes ingen, som kunde overtage Regeringen i den røvede Konges Sted. I det hele manglede der i Riget en Centralmagt ved Siden af Kongen. De enkelte Landskaber besad vel ikke længer den Selvstændighedsfølelse, som tidligere havde præget dem f. Eks. i Svend Estridsens Tidsalder. Men selv om Skillemurene vare nedrevne, var der ikke ret bleven opbygget en Helhed derover. Den enkelte Landsdel havde en fælles Forsamling i sit Landsting, men hvert Landsting virkede for sig, selv om der var indrømmet Viborg Landsting en vis Forret mellem dem. Noget almindeligt Ting, paa hvilket samtlige Landsdele vare repræsenterede, fandtes ikke, og dog maatte Trangen til en saadan Centralmyndighed stige, jo mere Landets Befolkningstal steg — der fandtes vel da i det egentlige Danmark omtrent en Million Indbyggere — og da tillige udenlandske Besiddelser, som Rügen og Estland, vare lagte ind under den danske Konge.
Det var alt for længe siden gængs Skik og Ret, at Kongen havde Raadgivere ved sin Side; allerede paa Kong Niels' Tid betegnes i en Gravskrift en Mand som Kongens Raadgiver. Der er næppe heller Tvivl om, at Kongerne søgte blandt Raadgiverne at have Repræsentanter for de forskellige Landsdele, saaledes at ingen Egn kom til at lide Uret. Men det stod dog Kongen frit for, om han vilde raadspørge disse Mænd eller ikke, og om han vilde følge deres Raad eller undlade det, ikke heller dannede de nogen sluttet Kreds; det skulde snart vise sig, at det havde været til Nytte, om der i Riget fandtes en saadan samlet Magt, der kunde bryde gejstlige eller verdslige Stormænds Overmagt. Landets Bisper og verdslige Stormænd bleve af Kongen sammenkaldte til Møder, saaledes ved de store Højtider eller naar vigtige Beslutninger skulde tages; i kongelige Breve nævnes da ogsaa jævnlig, at Landets bedste Mænd have billiget Beslutningen. Men alt beroede paa Kongens Vilje; nogen befalet Tid for Møderne eller noget Paabud om, hvilke Sager der skulde forelægges Stormændene til Afgørelse, fandtes ikke. Endelig var den øverste Administration ved Marsk, Drost og de andre høje Embedsmænd endnu kun lidet udviklet, saaledes som det foran er skildret.
Naar vi sammenligne Valdemarstiden med f. Eks. Svend Estridsens Tidsalder, vil en Hovedforskel ogsaa komme frem. Hvor havde dog ikke Samfundet dengang været usammensat! Gejstligheden havde ganske vist en Særstilling, men nu paa Valdemarstiden vare
