| Samfundsbygningen er bleven mere sammensat. | 847 |
de Gejstlige ikke blot mangfoldig flere i Tal, ogsaa de Forrettigheder og Undtagelsesregler, som de nød godt af, vare blevne langt flere. Herremændene og Købstadborgerne vare paa lignende Maade voksede overordentlig i Tal, og de havde erhvervet sig Særrettigheder, som vare ukendte i hin ældre Tid. I det hele havde de enkelte Næringsveje stærkt skilt sig ud fra hinanden, og Særrettigheder havde i høj Grad brudt den tidligere Ligestilling over for Loven. Samfundet var bleven vanskeligere at regere; ogsaa af denne Grund trængtes der til en Forsamling eller Myndighed, hvor der i lige Grad kunde tages Hensyn til alles Ret. De store Besiddere vare blevne flere i Tal, men tillige var der ved Agerbrugets Fremskridt opstaaet langt flere smaa Jorddyrkere, og der var en Fare til Stede for, at de skulde blive trykkede af de mægtigere.
Vederlagsretten nævner hethworthe (d. e. fornemme, hæderværdige, jfr. S. 285 f.) Mænd, der ligesom Kongen holdt Hird; men næste Gang vi møde dette Udtryk, er i Skaanske Lov, hvor det omtales, at nogen ved sine onde Raad skaffer en Mand Fængsel og Forfølgelse af en hethwarth Mand, »en rig og mægtig Mand, hvem det ikke vilde være raadeligt at gøre Modstand paa Grund af hans fornemme Herkomst eller hans høje Embede«, saaledes forklarer Anders Sunesøn Ordet. Ogsaa andensteds i Provinslovene saavel som i Skraaerne for Købstadgilderne antydes denne Frygt for mægtige og for, at Ombudsmanden mulig ikke vil hjælpe over for »den Mand, han ikke vil gøre imod«. Allerede paa Valdemar II's Tid erfare vi da ogsaa — hvad der hidtil var ukendt — at Mænd af de store Slægter laa i Strid med de kirkelige Stiftelser, hvis voksende Rigdom øjensynligt vakte Misundelse. Der manglede aabenbart Retsmidler, hvorved der kunde øves Kontrol med Landets Embedsmænd og med dem, der havde den ydre Magt; der manglede Organer, hvorigennem Folkets Ønsker og Klager kunde komme frem. Paa Kong Valdemar selv kunde man fuldt stole, men han boede i det fjerne og kunde ikke have Tilsyn med alt.
Muligt er det ganske uretfærdigt at fremsætte Bebrejdelser af denne Art mod Kong Valdemar. Han har maaske netop forsøgt at faa forskellige Retsinstitutter videre udviklede for at kunne komme den nævnte Trang i Møde. Det er muligt, at hans Bestræbelser ere strandede paa en saadan Vrangvilje hos Stormændene som den, der mærkes under hans Sønners Regering. Og Kong Valdemar vilde ogsaa kunne henvise til, at i mange offentligretlige Forhold — saaledes Ledingsvæsenet og mange Skatteforhold — havde han grebet
