103
smaa, saa døde Dronningen deres Moder; og Kongen deres Fader tog sig det saa nær, at han faldt i en svar og underlig Sygdom. Han var ved sin fulde Samling, men han kunde hverken røre Haand eller Fod. Saadan laa han længe og kunde hverken leve eller dø, og ingen Læger eller kloge Mænd kunde hjælpe ham. Saa til sidst var der en Vismand, som de havde hentet fra et fremmed Land langt borte, han sagde, at der var dog en Mulighed for, at Kongen kunde komme sig, om det end vilde vare længe, før det kunde ske. Han gav Kongen en lille Podekvist og sagde, at den skulde de pode paa en Abild i Haven, og den Abild maatte de pleje og passe paa det bedste; for fra den skulde Hjælpen komme.
Den lille Kvist slog godt an og blev snart til et smukt lille Træ, og tre Aar efter Podningen satte Træet sin første Blomst. Den lignede ingen andre Blomster, men saa' ud, som den var af det pure Guld. Nu tænkte da Kongen og alle andre, at derfra skulde Hjælpen komme: naar den Blomst satte Frugt, og Frugten blev moden, og Kongen fik den at spise, saa skulde han nok blive frisk igjen. Men St. Hans Nat, da Blomsten var helt udsprungen, saa blev den borte; der maatte nogen have plukket den af, hvem det saa var. Det blev da en gruelig Sorg; men der var jo intet derved at gjøre, andet end at vente til næste Aar. Imidlertid blev der rejst et højt Gitter om det kostelige Træ; hverken Mennesker eller Dyr kunde komme over det, og Kongens Gartner alene havde Nøglen til Gitterporten. Og næste Foraar knoppedes og grønnedes Træet paa ny, og igjen satte det kun en eneste Blomst, der skinnede som det pure Guld. Men St. Hans Nat blev den Blomst ogsaa borte, og ingen kunde forstaa, hvordan det var tilgaaet. Da blev der atter stor Sorg og Jammer baade paa Slottet og i det hele Land.
