104
Aaret gik, og næste Foraar bar Træet atter en eneste Guldblomst. Nu var Kongens ældste Søn sexten Aar gammel, og han sagde da til sin Fader, at denne St. Hans Nat vilde han vaage ved Træet, at ingen skulde bryde Blomsten. Og han sad ogsaa under Træet fra Aften til Morgen; men da det dagedes, saa' han, at Blomsten var borte. Og der blev igjen Sorg og Jammer over det hele Land.
Næste Aar — det var nu det sjette siden Kongen blev syg — satte Guldabilden som den kaldtes, igjen sin ene Blomst. Denne Gang vilde Kongens anden Søn vaage; han var halvandet Aar yngre end sin Broder og nu halvsextende Aar. Han sad ogsaa under Træet St. Hans Nat igjennem; men om Morgenen var Blomsten borte, uden at han havde mærket nogen Ting.
Det syvende Aar skød Træet paa ny og satte Guldblomst; og denne St. Hans Nat vilde den yngste Kongesøn Alexander da vaage over den. Han var nu femten Aar gammel. Han satte sig ikke under Træet, men han krøb op og satte sig i det lige under den dejlige Guldblomst, som han ikke et Øjeblik tabte af Syne. Saa lige ved Midnat kom en Fugl flyvende mellem Træets Grene og nappede Blomsten i sit Næb; men i det samme greb Alexander til og fik fat i Fuglens Hale. Den smuttede ham dog ud af Haanden, saa han beholdt kun en Fjer. Han løb da op paa Slottet og meldte, hvad der var sket, og viste Fjeren frem, og da de skulde se paa den, saa straalede den, som om den var af det pure Guld; aldrig havde man set Mage til Fjer.
Nu vidste man ikke bedre end at sende Bud efter den samme Vismand, som havde givet dem Podekvisten og lovet Kongen Bedring ved den; og han kom ogsaa og fik at høre, hvordan det var gaaet med Guldabildens Blomster, og han fik
