110
Troldkongens Slot, og nu er vi der strax; det er tækket med bare Kobber. Og gjør nu, som jeg siger dig! Jeg kaster Søvn paa dem alle der inde, og et Haar af min Hale aabner Porte og Døre for dig. Naar du kommer ind i Gaarden, har du Hestestalden til højre. Dèr staar Guldfolen ganske alene i et Spiltov af Sølv. Hvert andet Haar paa den er af Guld, og hvert andet af Sølv, baade paa Kroppen, i Manken og i Halen, derfor hedder den Guldfolen. Den staar helt opsadlet og optømmet med Sadel og Bidsel af Guld, besat med dyrebare Stene. Men ved Siden af Baasen hænger der et simpelt Dækken og en simpel Grime med Tovgrimeskaft. Saa tager du Sadel og Bidsel af den og lægger Dækkenet og Grimen paa den, og saa trækker du her ud med den.«
Det skulde han nok huske, sagde Kongesønnen, og saa snart de kom til Slottet, tog han et Haar af Rævens Hale og dermed aabnede han først Slotsporten og siden Stalddøren, og dèr saa' han Guldfolen staa i sit Spiltov og skinne som en Sol. Det var den skjønneste Hest, han nogen Tid havde set. Men da han nu saa' paa det dejlige Ridetøj, som passede den saa godt, saa nænte han ikke at tage det af den; men han tænkte som saa, at de var jo lige tæt ved Porten, og naar han først sad i Sadlen paa saadant et Dyr, saa skulde vel ingen kunne tage ham saa let. Og saa tog han den ved Bidselet og ledte den ud ad Stalddøren. Men i det samme den fik Hovedet uden for, saa strakte den Hals og vrinskede saa højt, saa det hørtes over hele Slottet, og i det samme smældede Porten i Laas, og saa var han fangen. Og strax kom der styrtende en hel Flok Trolde fra alle Kanter, de rev ham og kneb ham og trak af med ham op til Troldkongen. »Naa, saa du vilde stjaalet Guldfolen! »sagde han,« ja bi du kun! Nu skal du pines, som
