112
sig og holdt den godt fast i de laadne Øren, saa lang som Dagen var.
Saa om Aftenen siger Ræven: »Rejs dig nu paa min Ryg og sig, hvad du ser!« — »Jeg ser Solen staa op i Øster,« sagde Alexander. »Nej, det er der længe til,« sagde Ræven; »men det er den skjønne Fru Helenes Slot, som du ser; det er helt omgivet med Ildsluer. Og inden for Luerne er der et højt Staalgitter med en enlig Port paa, ved den ligger to Bjørne. Og inden for det er et andet Gitter med to Løver ved Porten, og inderst er der et tredje Gitter med to Drager ved Porten. Saa ligger Slottet dér midt paa en Grønning, og oppe i Salen dèr hviler den skjønne Fru Helene paa en Løjbænk, og syv Møer sidder omkring hende. Hun er den allerdejligste Kvinde, der nogen Tid har været til. Hun er saadan spærret inde og forvaret, at hun aldrig skulde blive nogen Mands Brud. Nu kan jeg vel kaste Søvn paa hende og hendes Møer, paa Drager, Løver og Bjørne, men kun for en Tid af en Fjerdingtime, og Ilden kan jeg ikke helt slukke, men kun dæmpe lidt; den maa du løbe igjennem, enten det svider eller brænder. Saa løber du lige frem gjennem de tre Gitterporte, lige over Grønningen og op paa Slottet. Fru Helene har en Guldkrone paa sit Hoved, den maa du tage af og lægge paa Løjbænken, saa griber du hende i dine Arme og løber samme Vej tilbage; og det lange Haar, hun har paa, det svøber du helt om hende, for det skyr Ilden. Ellers bliver hun brændt, og Stadsen gaar af hende. Pas nu alt vel, og Lykke til! Ellers er baade du og jeg fortabte.«
Da de nu kom til Ildsluerne, saa sagde Ræven: »Løb nu!« og saa løb Alexander gjennem Ilden; den sved Haaret af ham og brændte ham Vabler paa Hænder og Ansigt; men han ænsede
