113
det ikke, løb lige frem mellem Bjørnene, Løverne og Dragerne, som laa i den korte Blund, og saa over Grønningen og op paa Slottet, ind i Salen, hvor den dejlige Prinsesse laa mellem de syv Møer. Det løb helt rundt for ham, da han saa' hendes Dejlighed. Men han spildte ingen Tid, tog Kronen af hendes Hoved og lagde paa Løjbænken. Men da havde han nær
opgivet det hele; for i samme Øjeblik han tog Kronen af, saa var det ikke længer en dejlig ung Kvinde, men en grim og gammel Kælling at se til, og han var lige ved at slippe hende igjen. Men han mindedes sit Løfte og løb med hende, som hun var, ned ad Trapperne, og svøbte Sløret helt om hende, mens han løb; skjønt han tænkte ved sig selv, at den Dejlighed kunde ingen Skade tage af lidt Ild. Saa løb han over Grønningen og
