121
Imidlertid var Alexander jo kastet i Kjæret med en Sten om sin Hals. Men Ræven var ikke langt borte; den fik ham trukket op igjen og lagt paa Grønsværet. Da han vaagnede op dèr, og satte sig over Ende og følte Rebet om Halsen og saa' Stenen ved Siden, og begyndte at tænke sig om, hvor han var, og hvordan han var kommen der, saa hørte han Rævens vel kjendte Røst: »Ja nu, Alexander! nu er der ikke andet for, end at jeg splitter dig ad. Har du ikke nu igjen været utro og ulydig, og har du ikke kjøbt Galgekjød? Derfor ligger du som du har redt, og nu maa jeg gjøre det af med dig.« — »Kjæreste Ven!« sagde Alexander, »det nænner du ikke, saa ulykkelig som jeg nu er. Du maa endnu en Gang hjælpe mig.« — »Du er rigtig nok værd at hjælpe.« sagde Ræven; »hver Gang jeg raader dig for dit bedste, saa gjør du tvært imod.« Men den hjalp ham dog igjen og sagde: »Giv dig nu paa Vej og se at finde hjem til din Faders Gaard. Der er ingen, der kjender dig. Du skal søge Tjeneste paa Slottet og give dig ud for en Dyrlæge. Saa kommer du først til at kurere Guldfolen, som er rent gal og vil hverken æde eller drikke. Resten giver sig nok af sig selv; men naar alt gaar vel, saa paa din Bryllupsaften, før I sætter jer til Bords, saa gaa ud øst for Slottet, dèr finder du mig, og saa gjør du som jeg siger; det har du jo én Gang lovet.« Det lovede Alexander igjen; saa blev Ræven i Skoven, men han gav sig paa Vej til Fods og naade da efter mange Dages mødige Vandring til sin Faders Gaard.
Alexander gik til Kongens Staldmester; han kjendte ham ikke igjen; og han siger, at han er Dyrlæge og vilde gjærne have Tjeneste. »Du kan strax komme til at prøve din Kunst,« siger Staldmesteren; »for den prægtige Hest, som de unge Prinser
