35
sagde Jesper; der hjalp ingen Snak, afsted vilde han. Saa gav hans Moder ham nogle Stykker tørt Brød, og hans Fader gav ham en Rigsort i Penge; dermed gav han sig paa Vejen.
Da Jesper havde gaaet en Stund, saa han kunde trænge til at hvile sig lidt, saa satte han sig ned ved Vejkanten og gav sig til at gnave paa sine tørre Brødskorper. Da kom der en gammel Kone trækkende med en lille Slæde. Hun bad ham om en Bid Brød og en lille Skilling. Jesper gav hende, hvad han havde tilbage af sit Brød og de halve af sine Skillinger. »Hvor skal du hen?« siger saa Konen. »Jeg skal op til Kongens Gaard og faa Prinsessen til at le,« siger Jesper, »saa faar jeg hende til Kone.« — »Har du nu tænkt paa, hvordan du vil bære dig ad med det?« siger den gamle. — »Nej,« siger Jesper,« men jeg hitter vel nok paa noget.« — »Det er dog nok bedst, jeg hjælper dig lidt,« siger Konen, »siden du har hjulpet mig. Du kan faa min Slæde — der er en lille Fugl udskaaren bag paa, ser du nok —, og naar du sætter dig i den og siger Pip, lille Fugl! saa løber den med dig, til du siger Stop, og den drejer, som du vinker, til højre og venstre. Og naar nogen rører ved Slæden, saa siger den lille Fugl Pip, og naar du saa siger Hold fast, saa maa de blive der, hvem det saa er, til du siger Slip. Pas nu godt paa din Slæde, at ingen stjæler den fra dig! Saa tror jeg nok, du vil faa Held af det.«
Jesper sagde hende saa mange Tak for det gode Kjøretøj; han satte sig i Slæden: »Pip op, lille Fugl!« sagde han, og saa fór den afsted med ham hen ad Landevejen, som om der havde været et Par af de raskeste Heste for den. Alle Folk, som saa' ham, havde nær tabt baade Næse og Mund af Forbavselse. Men Jesper lod som ingen Ting; han lod Slæden løbe lige ud ad Landevejen, til det blev Aften. Saa kjørte han ind paa en
