Spring til indhold

Side:Danske digtere 1904.djvu/132

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Denne side er blevet korrekturlæst

GUSTAV WIED.


humør som „Erotik“, skjønt den lystige åre allerede her synes at flyde knapt så villig. Den sceniske succes var fremdeles uomtvistelig. Derimod gjorde „Atalanta“, hvor ligeledes Jens Pedersen havde været Wieds medarbeider, kun mådelig lykke, og „Den gamle pavillon“ viste, trods smukke enkeltheder, at den oprindelige Wied’ske sentimentalitet, som røber sig i spredte tilbagefald, ikke forliger sig let med den burleske tone, der senere har git hans kunst dens karakter.

Der er blit sagt, at Wieds ypperste verk hidtil er hans fire satyrspil „Adel, geistlighed, borger og bonde“ („En mindefest“, „Herrens venner“, „Centrum“ og „Døden“), og det tør ha sin rigtighed. „En gnist af det guddommelige humør, som kun de udvalgte eier, har fænget i hans sjæl,“ sier Edvard Brandes i en kritik; „ved denne lystige flamme betragter man hyggeligt al den verdens elendighed, som de fleste tager så høitideligt.“ Det er rammende ord. Det lys, der udgår fra Wieds guddommelige munterhed, svider ikke i øjnene, det brænder ikke i sjælene, som de store bitre humoristers vid. Man kan i disse satyrspil sidde hyggelig ved flammen og betragte elendigheden. Wied har en godmodig forvisning om skabningens forkrænkelighed, dens flygtighed, dens betydningsløse ringhed. Han tar intet høitideligt. Latterens evne er den høieste, mennesket eier.

Han sparer ingen og intet.

Ved den mindefest, hvor årsdagen for hofjægermesterindens død høitideligholdes af hendes mand og deres fælles meget gode ven kammerherren, falder der ved kaffen og kognaken følgende repliker:


— 120 —