Side:Danske digtere 1904.djvu/177

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Denne side er blevet korrekturlæst

JOHANNES V. JENSEN


Knud den hellige, martyren, påførte sit folk en smitte og en forsmædelse og døde for det. Derfor lærer vi om ham i skolen.

Danmarks historie går nu efter ham sin gang, og det er muligt, jeg tager feil i enkeltheder, men i det store og hele lykkedes det vore regenter at ødelægge alle chancer i England og i Sverig-Norge. Kristoffer af Bayern lamslog jyderne og flyttede residensen til Kjøbenhavn, Kristian den tredie slog jyderne endnu engang og lagde grunden til det Danmark, der mest af alt har lignet et nordtysk hertugdømme. Kristian den fjerde forføiede så ukongeligt, at vi under ham og hans efterfølger mistede det sidste fodfæste i Sverig. Men han var nu én af vore heltekonger, for hans forlis var stort. Han står i den folkelige bevidsthed som ham med det ene øie. Det var ikke det øie, han havde, han så med.“

— — I sit hovedverk hidtil — for de tre bøger „Forårets død“ (1900), „Den store sommer“ (1900) og „Vinteren“ (1901) danner ét verk og er også blit samlede under titelen „Kongens fald“ — behandler Johs. V. Jensen en jydes liv. Ti Mikkel Thøgersen, helten, er af sind en ægte jyde. Det er delvis også Jyllands fortid, han dvæler ved. Han gir en glimrende skildring af et bestemt afsnit i den jydske historie, bøndernes sidste store reisning mod herremændene, deres seire og deres endelige nederlag: „Havde kong Christian dræbt alle herremændene i Stockholm istedet for nogle få snese, så havde der ikke været så mange til at beklage sig bagefter. Den halshugning spurgtes gennem århundreder; men der blev ikke jamret farlig meget over de to tusinde mennesker, som Johan Rantzau gruttede ved Aalborg. Da blev bønderne knust så

— 165 —