SVINGNINGER OG STEMNINGER
denne vil faa nogen afgjørende indflydelse paa vor litteraturs holdning. — — Hvortil tjener det at agitere for den ene eller den anden måde, hvorpå der skrives? Lad forfatterne skrive så frit og ubundet som muligt, og lad man opmuntre dem, så de kan leve af sit arbeide, — så vil sikkert personligheden komme frem.“
Der var det relativt nye i Heidenstams „programartede“ brochure, at den var udtryk for en ny sterk stemning i sindene. Men ellers har Nordensvan ganske rigtig udtrykt, hvad der var og blev det levedygtige og frugtbare i den bevægelse, der just var vakt: tanken om personlighedens frie udfoldelse. I realismens kritik af den ældre digtning og i visse af dens teorier, der var ifærd med at stivne til dogmer, havde der været et element, der kunde virke fiendtlig mod denne personlighedens frie udfoldelse. Fra omkring 1890 ytrer der sig hos den yngste slegt, der ved den tid begynder at gjøre sig gjældende, et broget mangeartet kunstnerisk liv, hvor de forskjelligste forfatterpersonligheder søger sin egen form, romantisk eller naturalistisk, i drømmen eller virkeligheden, i genren eller symbolet, i en lyrik, der stod tonekunsten nær, eller en prosa, der helt impressionistisk fremtryllede dagliglivets komiske enkeltheder.
Den litterære krise i slutningen af ottiårene fik således en lykkelig udgang. Der havde været adskillig reklame, adskillig grøn teoretiseren, litterært snak og udenlandsk mode i den opposition, som rettedes mod realismen. Særlig uheldig var den måde, hvorpå man vendte sig mod Georg Brandes og syntes at ville fortælle ham, at nu var hans tid forbi, nu havde han gjort sin gjer-
— 22 —
