HOLGER DRACHMANN
dringens djærve kødelige anskuelighed, så har vi vundet i erkendelsen af det sarte skjulte, i anelse om „de ting, som ikke ses“ og som griber os dobbelt i egenskab af halvt usynlige magter.
Både maleren og digteren, kritikeren og videnskabsmanden vil leve deres moderne liv i intim forståelse med disse magter … vi skyr omgangen med det „flanderske kød“ — ikke af snerperi — ikke som vi var blasérte — men fordi vort høje kulturtrin har gjort vort hjerte undséligt, vor smag lutret, vort valg kysk.“
Det er visselig mere end en stemning dette hos Gerhard, det er en sjælelig disposition, men den lever i kamp med andre dispositioner, der er evig splid i det moderne menneskes indre.
Måske er det denne splid, der gjør, at vi dømmer vort samfund så hårdt. Vi gjenfinder i dette samfund, men grovere, ringere, råere de samme magter, der slås inde i os selv, og misfornøiede med vort eget dømmer vi samfundet desto heftigere.
Gerhard vender sig mod det danske samfund. Men også hos vore digtere møder vi atter og atter denne heftige anklage mod samfundet, hvori der gjemmer sig en anklagende sorg over os selv.
I Ulfs sidste brev omtaler han den indre mistro, som nager dem, der skulde hævde dannelsens og frisindets sag. „Vi tror ikke mere på folket, vi som selv har døbt det, dengang vi skulde bruge det mod junkere og præster.“ „Vi, bourgeoisiets affødninger, bygger vore villaer, udvider vore byer, stifter vore banker og aviser, beskytter præsterne, koketterer med junkerne og opelsker soldaterne. Og endda trives vi ikke! Ubegribeligt
— 39 —
