HOLGER DRACHMANN
med denne snigende epidemi … Vi ser blot ikke, at kildespringene er forstoppede; vi bygger på en sump — vort eget værk. Det er vor rasende, hensynsløse egoisme, vor gudløse, kjærlighedsløse materialisme, der langsomt forgifter nedefter — mens junkerne ler i skægget og præsterne toer deres hænder i salvelse.
Men folket er der! og dets kærne er marvfrisk endnu…“
Disse ord kunde digteren lige godt ha lagt i Gerhards mund. De må ha noget at tro på, både Ulf og Gerhard, de har begge Drachmanns brændende troestrang. Det er her de stødes bort af menneskene, det er i kraft af samme krav, de sårede atter og atter vender tilbage til menneskene. Og deres troestrang er blit legemliggjort i Edith. Hun er den skjønhedens drøm, som mennesket vil finde i vort smudsige jordliv. Det er dybt og karakteristisk, når Drachmann illustrerer den voldsomme kontrast ved at henstille Edith just i de omgivelser, han har valgt. Chansonetten Edith er menneskets jordbundne skjønhedsdrøm.
De vanskeligheder, vi kjæmper med, mens vi forfølger dette billede, ligger dels i det samfund, Gerhard sier sig løs fra, håbende, at der kan opstå et nyt, dels hos de fiendtlige magter, han i sin længsel efter en sartere, mere følsom, mere sjælelig skjønhed end „det flanderske kjød“ paatræffer hos sig selv. Selv en merket mand dømmer han forfaldet. I ulykkelige stunder tænker både han og Ulf: „Mon ikke hele tiden har forskrevet sig til de onde magter?“ Og i stemninger af selvfornedrelse føler Gerhard sig selv som forskrevet. Den gjæld, han står i til sin hustru, de 12,000 Kr., han skylder hende, be-
— 40 —
