HOLGER DRACHMANN
Ulfs længsel er så sterk, hans krav til idealet så sværmerisk, hans magtløshed ligeoverfor virkeligheden så barnslig, at han øiebliksvis er lige ved at udstrække sit håb til et liv udover livet, til trods for, at hans hjerne negter et sådant. „Å, men Gerhard, hvad skal jeg gjøre med evigheden? Blot jeg dog var mystiker! Undertiden er jeg lige ved at være det … jeg er fanden ikke tilsinds at skrive under paa vort århundredes videnskabelige kapitulation. Jeg vil have en evighed … må jeg be’ om at kunne mødes med — med hende.“
Ulf er sværmeren i Drachmann, det store sorgfulde og livslængtende barn, der vandrer rastløst den lange juninat under „lindetræernes lyse søvntunge løv“. Ulf er selv som det digt, han rabler ned på et kafébord og skjænker en ven. Det er gjennem Ulf, at Drachmann er beslegtet med Bellman og med Johannes Ewald.
Gerhard er derimod det positive, det maskuline hos digteren, den seige livsenergi, som til trods for alt driver Drachmann altid fremad, under alle omskiftelser holder hans hoved højt, manden, som nok kan falde sammen i gråt en nat ude hos Edith, men som altid reiser sig igjen. Drachmann har i virkeligheden altid holdt sit krudt tørt.
Sjelden eller aldrig har en digter git et dybere indblik i just en digters personlighed end Drachmann i „Forskrevet“. Han har lagt hele sit rige stormende liv åbent. Han har aflagt den stolteste bekjendelse om hvem han er. „Forskrevet“ ligner den maimåned, digteren selv etsteds beskriver: „Maimåned var langt fremme. Uro, gæring, drift og duft i naturen … Koldt og varmt efter hinan-
— 42 —
