Side:Danske digtere 1904.djvu/55

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Denne side er blevet korrekturlæst

HOLGER DRACHMANN


den — — — Sommeren syntes at vågne af narkotisk luft, — af sterke drømme … Fuglene sang, som var de forrykte om dagen — og sov blødt ud på aftenen.“

Der er stille glade stunder i denne bog, det kan en juninat hænde, at Gerhard føler som „et væld af nedstemt farve, hvori hans inderste væsen næsten opløstes.“ „Han følte, som om vemod lå sovende i hans sjæl på et leje af rosengyldne erindringer. Han følte absolut, som om noget var stedet til hvile i ham og nu vuggede sig i sorgløse drømme, uden at savne, uden at fortryde, uden at begære.“ Og der er udbrud af en smerte, så dybt oprevet, så lidenskabelig, så bundløs, at den snører også vor strube til. Bogen er et menneskeliv, der er blit poesi, et menneskeliv i vældig bølgegang, der er trængt ind i en kunstnerisk form.

Igjennem denne bog, der er så menneskelig sund i sin realisme, så strålende sand, går der en ideal længsel, der undertiden slår sig dristig løs som i digtet „Vi vil guder“, men undertiden alene virker som en lydløs bøn.

Af bogens realistiske scener er ingen pragtfuldere og djervere end skildringen af Gerhards tilfældige møde med sin hustru — den raske bortførelse, der ender så uskjønt. Og ingen scene har en mere beåndet skjønhed end skildringen af den aften, da Edith, beseiret, omsider falder i Gerhards arme, og af morgenen, der følger, Gerhards lykke, en lykke, hvor han endnu går i drømme.

„Døren på gartnerboligen åbnedes, og en mand trådte ud, smøgede frakkekraven op, idet han lempelig trak døren til igen; smilede, slog kraven ned — drog veiret dybt, som åndede han for

— 43 —