EDVARD BRANDES
så lidet kolorist som han er, så douce, så grålige de er, farverne på hans palet, ofte har nået høit, måske intetsteds højere end i „Under loven“.
Just fordi Edvard Brandes kunst er sådan, ukropslig, men rig på sjælelige nuanser, ikke blændende, men ærlig, har han, ofte miskjendt af kritiken, formået at byde betydelige skuespillere opgaver af ualmindelig interesse. På scenen har det rent kropslige indfundet sig af sig selv. Navnlig er dette tilfældet med de kvindelige hovedroller i hans arbeider. Jeg har set ikke få fremragende kunstnere i hans stykker, fru Didi Heiberg, fru Håkonsson, fru Constance Bruun Ihlen, fru Johanne Dybwad, fru Betty Nansen. Og just her har skildringens sande menneskelighed gjort opgaven så taknemmelig, den sceniske virkning så ægte. Man glemmer ikke fru Heiberg i „En forlovelse“, endnu mindre fru Betty Nansen som Helene Bording.
Det er fortrinsvis det jevne liv i danske borgerkredse, den dannede societet, Brandes opsøger. Den kjender han tilbunds. Han interesserer sig især for de konflikter, som både har en social relation, og som fremkalder en krise i en sjælelig udvikling af erotisk grundkarakter. Han stiller med forkjærlighed og fin sporsans det inderst personlige i forhold til det sociale, — undertiden fører han — således i „Under loven“ — det sociale i snevrere forstand, familien, hjemmet, op mod den enkelte og hans følelse, — undertiden skildres — som i „Et besøg“ — en almindelig social vedtægt og dens indgriben i det enkelte menneskeliv.
Grundtonen er sorgfuld. Digteren er grebet af, hvormeget ondt menneskene gjør hinanden, uden at ville det, drevne af magter, som er ster—
— 51 —
