EDVARD BRANDES
autoritet. Alt kan ikke være flydende, det blev jo almindelig opløsning.“ Her bøjer Gerhard sig ikke. Endnu er ikke graden af hans styrke bestemt. Den bestemmes heller ikke af hans hustrus bønner. Også i de scener, hvor Maries heftighed naturlig går over til ydmyghed, til blød kvindelighed, de scener, hvor hun påkalder minderne, beder ham tænke på barnet, som han skal forlade, — også her er Gerhard fast. Først da Marie vil stille ham ansigt til ansigt med hans barn, gjøre regnskabet op i barnets nærvær — og da barnet, Johanne, den halvvoksne pige, virkelig kommer, og Johanne begynder at bede, — og hun gråter — da svigter modet Gerhard.
Af intens energi er stykkets sidste scene, mellem Helene og Gerhard. Helene har nu gjennem sin tvil kjæmpet sig frem til større og større tro og glæde og mod, — er blit ung i dette øieblik, hvor hun skal lægge den grå hverdag bag sig og gå ind i solskinnet. Gerhard, som var den modige, den villende, har nu git tabt. Fru Betty Nansens tolkning efterlod her det indtryk af legemlig sorg, som kun den store kunst kan efterlade. Men digteren bør her ikke glemmes for kunstnerinden.
— — De vil af Brandes’ øvrige skuespil kanske især erindre to, som jevnlig har været opførte, både i Danmark og Norge, „Et besøg“ og „En forlovelse“, der udmerker sig ved den samme ærlighed, den samme sikkerhed i tegningen, den samme hverdagslige virkelighed som „Under loven“, uden at billedet har fået en lignende fylde og rigdom, — navnlig interesserer kvindeskikelserne i disse arbeider knapt såmeget som Helene Bording.
— 50 —
