PETER NANSEN
om anlægget kræver det, og den ynde, som Nansen med etpar pennestrøg kan skjænke sine kvindeskikkelser.
Af de tidligere novellistiske arbeider er brevene fra rusåret et fortræffeligt lidet tidsbillede, der maler os ottiårenes ungdom i brydningen mellem hjemmets borgerlig konservative traditioner og tidens urovækkende magter. I „En forelskets dagbog“, indtaget i „Korte veie“, fremtræder Nansens lyriske evne mere ubunden, mere dristig i sin form end nogetsteds før. I „Et hjem“ beskjæftiger han sig med den sociale konflikt, der fortrinsvis interesserer ham, den kloge og overbærende kvindekjender, nemlig den ægteskabelige trekant. Han ser på denne, på de erotiske forviklinger, på kvindens snuhed og mandens indbildske godtroenhed med et venligt smil. Det er til og med en ideal trekant de lever i, Mogensen, fru Nancy Mogensen og Jermer. De har det rigtig bra alle tre, især Mogensen, hvis kone, der tidligere kunde være lidt grætten, er blit så snil, efterat Jermer er begyndt at vanke i huset som den daglige og kjære gjæst. Rent ud sagt vilde det være mest synd for Mogensen, om Jermer trak sig tilbage. At åbne hans øine vilde nærmest være en forbrydelse. Da imidlertid Jermer opdager, at fru Nancy heller ikke skåner hans priviligerede elskerpande, at hrr Martins skikkelse dukker truende op i baggrunden, så redder han sig i tide. Afløsningen er rede: han kan uden samvittighedsnag opsi sin stilling i Mogensens hus. Nu er det hrr Martins tur at holde fru Nancys humør vedlige, mens ægtemanden fremdeles altid stråler af sundhed og tryg lykke.
— 84 —
