6
Den første Kjærlighed.
til denne Herre; det er en Reisende, som hændelsesviis er kommen hertil.
Emmeline Nei, Du bedrager mig. Jeg hørte jo hvad Du sagde til ham; Din Forvirring, Din Forlegenhed bekræfter det; see hvor han stirrer paa mig! saaledes stirrede just min Fætter paa mig. (løber hen til ham) Charles! det er Dig!
Dervière. Saa! der har vi Gjenkjendelsen!
Emmeline. Nei, er det muligt! Er det virkelig Dig! Jeg kan ikke komme mig af min Forundring. Han har meget forandret sig, ikke sandt Papa? men ligemeget, det er dog de samme Ansigtstræk, især de samme Øine. Øinene forandre sig aldrig. Og Du, Charles, hvorledes finder Du mig?
Rinville. Endnu smukkere end jeg havde ventet. Ja saa smuk, at det forekommer mig som om jeg i Dag saae Dem for første Gang.
Emmeline. O! jeg har vist ikke forandret mig i den Grad, som Du.
Rinville. Og med alt det kunde De dog strax kjende mig?
Emmeline. Paa Øieblikket. Saasnart jeg traadte ind i Stuen, havde jeg en saadan besynderlig Følelse, jeg veed ei hvad det var. Det var ligesom en Stemme hviskede til mig: han er der.
Dervière. Da havde jeg for min Part ikke den mindste Anelse, og dersom han ikke havde sagt mig sit Navn reent ud …
Emmeline. Ja Da! det er en anden Sag, men jeg! der gives Sympathier som aldrig bedrage; det vilde Tante Judithe have kunnet forklare Dig. Men Du glemmer den fremmede Herre, som venter paa Dig dernede; han lod til at have stort Hastværk.
Dervière. Ja det er sandt; jeg vil gaae ned og høre hvad han vil. (til Rinville) Jeg gad dog vide hvad han kan have med Dig at bestille. (afsides til samme) Jeg lader Dig alene med min Datter, men det er paa Tro og Love; jeg stoler paa at Du ikke taler om Kjærlighed til hende; det maa Du give mig Dit Æresord paa.
Rinville. Jeg sværger Dem at Charles ikke skal tale et Ord derom.
Dervière. Godt, saa er jeg rolig, og dersom det endog kunde lykkes Dig at gjøre hende vred, saa hun viste Dig Døren, saa var det saa meget bedre, og jeg vilde skjønne derpaa.
Rinville. Stol De kun paa mig, jeg skal gjøre hvad jeg kan.
Dervière (gaaer).
Ottende Scene.
Rinville. Emmeline.
Rinville (afsides). Et originalt Eventyr!
Emmeline. Nu vel Charles! saa er Du da kommen tilbage.
Rinville. Ja Jomfru her er jeg.
Emmeline. Jomfru? det klinger saa fremmed. Er jeg ikke Din Cousine, og pleier Du ikke at kalde mig Emmeline?
Rinville. Ja, smukke Emmeline, nu er jeg i Deres Nærhed, og det var mit høieste Ønske.
Emmeline. I Deres Nærhed? Men Charles, siger Du ikke længere Du til mig?
Rinville. Jeg vilde gjerne, men jeg turde ikke.
Emmeline. Ih jo vist tør Du; det har Du jo altid gjort før.
Rinville. Ja det er sandt nok.
Emmeline. O hvor ofte tænker jeg paa hine Tider! Barndommens Erindringer have noget saa rørende. Kan Du huske hvor vi vare lustige, hvor vi vare overgivne? Den stakkels Tante Judithe fik ofte ondt i Hovedet af al den Støi vi gjorde. Men siden vi tale om Tante Judithe, Du har jo ikke endnu nævnet hende med et Ord.
Rinville. Ja det er sandt, den stakkels Kone! nu maa hun være meget gammel?
Emmeline. Hvad for noget? meget gammel? hun er jo død for 3 Aar siden.
Rinville (afsides). Nu for Pokker!
Emmeline. Men Gud bevares! veed Du ikke det?
Rinville. Jo vist veed jeg det; jeg fortalte mig kun, jeg vilde sige, at dersom hun havde levet endnu, saa maatte hun være meget gammel.
Emmeline. Hun havde været 3 Aar ældre; det var det Hele. Men kan Du huske, dengang vi uden hendes Tilladelse gik hen til Forpagtergaarden og spiste Tykmelk? Det var Dig som spiste meest.
Rinville. Nei det var Dig.
Emmeline. Nei, det var saamæn Dig. Og kan Du huske hvorledes vi paa Hjemveien kom i en Tordenbyge?
Rinville. Ja, vi bleve saa dyngvaade.
Emmeline. Nei, jeg ikke, thi Du laante mig Din Kavai. Jeg lagde mig ned under et Træ, og Du bredte Kavaien over mig, thi Du var Paul ....
