8
Den første Kjærlighed.
Dervière. Du maa jo vide det. Er det maaskee ikke Din Underskrift?
Rinville. Det tvivler jeg ikke paa, men jeg vil dog gjerne see den; (afsides) om aldrig for andet, saa dog for at vide hvorledes jeg hedder. (læser) "Charles Desroches!" (afsides) Ah, jeg hedder Desroches! det er godt.
Dervière. Nu vel, hvad har Du at sige?
Rinville. Ja, hvad skal jeg sige? Jeg siger at det er en Vexel; al Verden kan trække Vexler.
Dervière. Ja, men det er ikke al Verden som kan indfrie dem. Om det endda kun var denne ene, men Hr. Zacharias sagde mig, at han om nogle Dage, vilde sende mig 5 eller 6 andre, og dem agter jeg ikke at betale.
Emmeline. Hvad maa jeg høre! Charles er Du bleven saa uordentlig i Dine Pengesager?
Rinville. Det synes jo rigtignok saa, men jeg sværger Dig til, kjære Emmeline ....
Dervière. Aa det er endda det Mindste! Hr. Zacharias har talt til mig om noget, som er endnu meget værre.
Rinville. Hvad kan det være?
Dervière. Ja det er just det jeg vil spørge Dig om, thi Hr. Zacharias vilde ikke ud med Sproget; han sagde blot, at Du havde gjort Dig skyldig i en stor, i en meget stor Forseelse, men som han overlod til Dig selv at fortælle og undskylde.
Emmeline. En meget stor Forseelse! Charles! hvad er det dog?
Rinville. O det er Noget som jeg ikke kan sige.
Dervière. Tilstaaelsen er dog det Eneste som kan forskaffe Dig Tilgivelse.
Emmeline. Min egen Charles, tilstaae det, jeg beder Dig.
Rinville. Oprigtig talt, selv om jeg vilde, saa er det mig ikke muligt.
Emmeline. Ih Gud bevares! det maa jo være noget ganske forskrækkeligt. Hvad er det da? Tal dog! — Tilforn sagde Du mig Alt, Du betroede mig hvad det skulde være! men Du har forandret Dig, Du er ikke længere den Samme. Det var ikke det Du lovede mig, den Dag Du tog Afsked med mig, og forærede mig denne Ring, som aldrig har forladt min Haand. (seer paa Rinvilles Haand) Hvad er det? hvor er Din?
Rinville. Min? (afsides) Gid Fanden tage alle Kjærlighedspanter og den hele Sentimentalitet!
Emmeline. Du har den jo ikke, og Du lovede mig at den aldrig skulde komme fra Dig.
Rinville (forlegen). Jeg kan ikke nægte at jeg for Øieblikket ikke har den paa.
Dervière (afsides, idet han gnider sig i Hænderne). Det er ypperligt! nu er det snart uklart mellem dem.
Emmeline. Du tør ikke sige det, men jeg gjætter det: Du har givet den til en Anden.
Dervière. Ja det vil jeg døe paa.
Rinville. Hvorledes kan Du troe ....
Emmeline. Fy! Du maa skamme Dig. Alt andet kunde jeg have tilgivet Dig: at Du har gjort Gjeld, at Du har trukket Vexler paa min Fader, og hvad det skulde være; men at Du ikke har min Ring .... det er godt! nu er det forbi mellem os to.
Dervière. Saadan skal han have det.
Tiende Scene.
De Forrige. Lapierre.
Lapierre. Her er igjen en Reisende, som forlanger at tale med Herren.
Dervière. Hvem kan det være? Idag venter jeg jo Ingen uden den unge Hr. Rinville.
Emmeline (til Lapierre). Gud! har Du ikke bragt ham Brevet?
Lapierre. Jeg vilde just have været afsted, men saa traf jeg her denne Herre, som paatog sig at besørge det.
Emmeline (til Rinville). Gud bevares! har Du det endnu?
Rinville. Ja jeg har det.
Derviere. Saa er det ham, og jeg som endnu ikke er paaklædt! (til Rinville) Du kan gaae Din Vei, naar Du vil. (til Emmeline) Du maa gaae og tage lidt Stads paa, thi alt kommer an paa det første Indtryk.
Emmeline. Hvad det er kjedeligt. Skal jeg nu gaae og pynte mig for den fremmede Mands Skyld, som jeg ikke kan udstaae; det veed jeg allerede iforveien. (til Rinville) Det er altsammen Din Skyld. Ja, ja, nu kan Du have det saa godt; jeg skal gjøre mig al mulig Umage for at finde Behag i ham; saa faaer jeg Hævn over Dig, og viser min Fader Lydighed.
