11
Trettende Scene.
Dervière. Er der noget, hvori jeg kan være til Deres Tjeneste?
Charles. Nei, det er langt fra! men jeg beder Dem blot ikke at glemme hvad De der sagde: "Alt hvad som kan være til Deres Fornøielse — Alt hvad som kan være ...." Thi med Tiden kunde det være muligt at jeg tog Dem paa Ordet. Men det, hvori De for Øieblikket helst maatte tjene mig, det var at skaffe mig lidt at spise, thi jeg er endnu fastende idag.
Dervière. Jeg skal strax besørge Frokost. (til Emmeline)} Du seer, det er Oprigtigheden selv.
Emmeline. Han har ikke sagt mig et eneste forbindtligt Ord. Han er neppe kommen, førend han allerede tænker paa at spise.
Dervière. Du har bare Dine Romaner i Hovedet. Troer Du man kan leve uden at spise?
Charles (afsides). Det gaaer fortræffeligt; det er en god Begyndelse. Naar jeg vedbliver mit Incognito, saa lykkes det mig nok at røre min Onkels Hjerte, jeg har jo allerede de største Beviser derpaa. Og i det Øieblik han styrter sig i mine Arme, saa styrter jeg mig ned for hans Fødder og gaaer til Bekjendelse af alle mine gale Streger.
Dervière. Saa kom, kjære Svigersøn, vi vil strax gaae tilbords.
Charles. Jeg er til Tjeneste. (til Emmeline) Jomfru, jeg har den Ære at anbefale Mig. (gaaer med Dervière.)
Fjortende Scene.
Emmeline (alene).
Han tænker paa Frokosten førend han tænker paa mig! Og saadan en Klodrian skal jeg have til Mand! Saasnart jeg saae ham fik jeg Modbydelighed for ham; og hans hele Væsen og Alt hvad han sagde, forøgede min Afsky. Og dog har jeg lovet at ægte ham, og at glemme Charles. Ægte ham? ja det faaer jeg, naar det endelig skal være; men glemme Charles! Nei, det kan jeg ikke! nei Hjertet hænger ved sin første Kjærlighed.
Femtende Scene.
Emmeline. Rinville.
Emmeline. Hvad seer jeg? Er Du her endnu?
Rinville. Jeg var i Begreb med at tage bort, men jeg vilde først tage Afsked med Dig.
Emmeline. Deri gjør Du vel; thi naar min Fader har befalet det, saa maa Du lyde, (med et Suk) og jeg med!
Rinville. Hans Befaling var overflødig. Din bestemte Brudgoms, denne Hr. Rinvilles Ankomst var meer end tilstrækkelig til at jage mig bort herfra, thi der er vel ingen Tvivl om at Du jo finder ham høist elskværdig.
Emmeline. Hvad det angaaer saa behøver jeg ikke at gjøre Dig Regnskab for mine Følelser. Da det er mig, og ikke Dig, som skal ægte ham, saa kan det jo være Dig ligegyldigt hvad jeg synes om ham.
Rinville. Vil Du da ægte ham uden at elske ham?
Emmeline. Hvem siger at jeg ikke elsker ham! Og selv om saa var, desto større er min Fortjeneste.
Rinville. Og saaledes glemmer Du mig?
Emmeline. Det er Dig som har glemt mig.
Rinville. O, Du har aldrig elsket mig.
Emmeline. Jo jeg har elsket Dig .... en lille Smule; men nu slet ikke.
Rinville. Velan, jeg seer at Alt er forbi imellem os. Da vi altsaa for stedse skal adskilles, saa lad mig give Dig denne Ring tilbage, som Du fordum skjænkede mig.
Emmeline. Hvad seer jeg? Charles! Saa Du havde ikke givet den til en Anden! Ja det er den samme! Du har bevaret den. Fy! skam Dig noget! at forvolde mig saa stor en Sorg!
Rinville. Min Uret er stor, jeg tilstaaer det ....
Emmeline. Nei, nei! Nu har Du ikke længer Uret, jeg er ikke længere vred paa Dig, jeg tilgiver Dig. Du har bevaret min Ring; dermed er jeg tilfreds: Alt hvad Du forresten kan have forseet Dig i, er ikke værdt at tale om. O Charles, dersom Du vidste hvor jeg har været bedrøvet! det var som om mit Hjerte skulde staae stille; jeg kan ikke beskrive hvad jeg følte; og selv endnu kan jeg ikke overvinde Erindringen derom.
Rinville. Hvad hører jeg! Kan jeg troe min Lykke? Elsker Du mig virkelig!
