Side:Den første Kjærlighed.djvu/16

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Denne side er blevet korrekturlæst

12

Den første Kjærlighed.

Emmeline. Der kommer Nogen; gaae Din Vei.

Rinville. Jeg gaaer; men siig mig først, at Du elsker mig.

Emmeline. Nei gaae først, og lad mig siden sige det.

Rinville (kysser hendes Haand). Farvel, Farvel! (iler ud).


Sextende Scene.

Emmeline. (Strax efter) Charles.

Emmeline. Gud! der er Hr. Rinville! Jeg vil tilstaae ham Alt.

Charles (taler ud af Døren). Jo, nu kan jeg nok vente paa Middagsmaden, thi jeg bar lagt en ordentlig Frokost til Grund. (afsides) Jemini! hvad jeg har spiist og hvad jeg har drukket! Og det bestandig incognito, thi man har ei engang kjendt mig paa min Appetit. Den kjære Onkel er ganske indtaget i mig. Dersom jeg nu bare kan blive min gode Cousine qvit, og faae hende til at løse mig fra mine gamle Forpligtelser, saa er Spillet vundet.

Emmeline (undseelig). Hr. Rinville!

Charles. Min høistærede Jomfru, har De noget at sige mig?

Emmeline. Ja, men jeg tør ikke.

Charles (afsides). For Pokker! Mon allerede mit Udvortes imod min Villie skulde have indtaget hende! (høit) Det er formodentlig i Anledning af dette Ægteskab?

Emmeline. Ja, og jeg maa tilstaae Dem reent ud, at det vilde gjøre mig høist ulykkelig, thi jeg elsker en Anden.

Charles (afsides). Det træffer sig heldigt! (høit) Bryd Dem ikke om noget, Jomfru, vær De ganske rolig, og siig mig hvem De elsker.

Emmeline. Det er en Barndoms Ven, min Fætter Charles.

Charles (afsides). For Fanden! Det gaaer galt. (høit) Deres Fætter Charles, med hvem De er opdraget?

Emmeline. Ja, Hr. Rinville.

Charles. Han som reiste herfra for 8 Aar siden?

Emmeline. Netop.

Charles. Det var et overmaade smukt ungt Menneske?

Emmeline. Ja, Hr. Rinville.

Charles (afsides). Jo det er rigtignok mig; jeg veed ikke hvorledes jeg skal rede mig ud af det. (høit) Men hvorfor vil De vedblive at elske ham? hvad er det nu værdt?

Emmeline. Jeg har lovet ham det.

Charles. Ja Loven er ærlig, men Holden besværlig. Hvem veed om Charles har været ligesaa bestandig som De? Jeg veed fra sikker Haand at han har begaaet mange dumme Streger.

Emmeline. Det veed jeg ogsaa.

Charles. Han er i en bundløs Gjeld.

Emmeline. Det kan være det samme.

Charles. Han er en Svirebroder, et næsten forfaldent Menneske.

Emmeline. Det er ligemeget.

Charles (afsides). Saa er der da ingen Ting, som kan dæmpe hendes uudslukkelige Flamme! jeg faaer at gribe til det alleryderste Middel. (til Emmeline) Hør Jomfru, jeg har kjendt Deres Fætter Charles meget nøie, jeg har seet ham paa mine Reiser. Det er en høist elskværdig Cavaleer, en ung Mand af den bedste Tone, fuld af Ild og Liv og Gratie. Men paa Grund af alle disse Fortrin kan De nok vide at han har været udsat for store Efterstræbelser af Kjønnet, saa meget mere som han selv har et overmaade følsomt Hjerte. Denne Følsomhed er bleven næret ved hans Opdragelse, da han i sin Barndom har maattet sluge den ene Roman oven paa den anden. Det er saaledes ikke til at undres paa at han har havt adskillige galante Eventyr. Naturligviis har han i dem alle lagt sin Elskværdighed for Dagen, men undertiden er han maaskee gaaet for vidt i Elskværdigheden. Hans sidste Eventyr blandt andet, hvortil jeg selv har været Vidne ....

Emmeline. Hvorledes? Skulde det være det hvorom Hr. Zacharias talte saa hemmelighedsfuldt?

Charles. Netop. Han har ei engang vovet at tale derom til sin Onkel, eller til Nogen af Familien. Men dersom De vil tage Dem af ham, og forene Deres Bønner med hans ....

Emmeline. Tal! Lad mig vide hvad det er! Jeg vil gjøre for ham Alt hvad der staaer i min Magt.

Charles (afsides). Det er en fortræffelig Cousine. (høit). De maa da vide at da Charles var i Bésançon, lærte han at kjende en ung og smuk Jomfru ved Navn Pamela, og som var Sypige af Stand.

Emmeline. Hvorledes?