Side:Den første Kjærlighed.djvu/5

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Denne side er blevet korrekturlæst

Den første Kjærlighed.

Lystspil i en Akt

af

Scribe; oversat af J. L. Heiberg.


Personerne:

Dervière, Jernstøber i Franche Comté.

Emmeline, hans Datter.

Charles, hendes Fætter.

Rinville, en ung Mand fra et nærliggende Gods.

Lapierre, Tjener hos Dervière.

Handlingen foregaaer i Dervières Huus.





Skuepladsen forestiller et Værelse, med Døre paa Siderne og i Baggrunden.

Første Scene.

Dervière. Emmeline.

Dervière. Men siig mig da, hvad feiler Dig? hvad er der i Veien? hvorfor har Du nu allerede i to Dage været i saa slet Lune?

Emmeline. Jeg veed ikke, Papa, men mig synes, Alting er forkeert.

Dervière. Hvor kan det være? Enhver retter sig jo efter Dig, og gjør Alt hvad Du ønsker; og jeg selv fremfor Alle.

Emmeline. Ja Papa. Du er saa god imod mig, saa inderlig god ....

Dervière. Jeg føier Dig kun altfor meget, men hvad skal man gjøre, naar man er Enkemand, en af de første Jernstøbere i Franche-Comté, og har 50,000 Francs i aarlig Rente, og tillige en eneste Datter? Saa er det intet Under, at man føier hende i Alt; jeg har jo ingen Anden som jeg kan holde af. Nu har jeg foreslaaet Dig over tyve fordeelagtige Partier; Du har afslaaet dem alle sammen. Men fra nu af forstaaer jeg ingen Spøg, og Du skal være saa god at tage høfligt imod den Frier, som vi vente idag.

Emmeline. Hvad siger Du, Papa? Denne Hr. Rinville, som Du talte om igaar? Nu vel, skal jeg sige Dig Sandheden, saa viid, at det er den eneste Aarsag til min Sorg og mit slette Lune, og jeg indseer ikke hvorfor Du hellere foreslaaer mig ham end enhver Anden.

Dervière. Jo siden Du ingen Anden vil have.

Emmeline. Det er ingen Grund.

Dervière. Jo, det er just en Grund, men dersom Du vil vide andre Grunde, saa hør: For tredive Aar siden nedsatte jeg mig her i denne Provinds, jeg havde ingen Formue, ingen Venner eller Paarørende, som kunde hielpe mig; da tog den gamle Hr. Rinville sig af mig; han forstrakte mig med Capitaler, det er ham hvem jeg fra først af kan takke for min Formue. Nu vil jeg erstatte ham hvad jeg skylder ham, og dertil har jeg regnet paa Dig, Emmeline. Forresten skal Sønnen, den unge Hr. Rinville, være en solid og i alle Henseender fortræffelig ung Mand; han har gjort Reiser i fremmede Lande for at danne sig, og nu er han vendt tilbage til Frankrig, for at gifte sig og etablere sig. See, der har Du mine Grunde, hvad har Du at svare derpaa?

Emmeline. Ikke et Ord, Papa! Efter Alt hvad jeg har hørt, skulde jeg med største Fornøielse ægte ham, ifald det kun lod sig gjøre; men jeg skylder mig selv at afslaae det.

Dervière. Det skylder Du Dig selv? Og hvorfor det?

Emmeline. En hellig Eed, et tidligere Løfte....

Dervière. Hvad for noget? En Eed! et Løfte! og det uden min Tilladelse?

Emmeline. Hør, dersom Du ikke vil blive vred, og ikke sætte Dig imod min Tilbøielighed, saa skal jeg fortælle Dig Alt.

Dervière. Hvem skulde tænkt det! Saadan en lille Jomfru paa 16 Aar, som aldrig er kommen mig af Øinene, og som aldrig seer noget Menneske! Nu saa tal da! lad mig høre!

Emmeline. Jeg maa begynde med at huske Dig paa, at jeg er opdragen af min gamle Tante Judithe.

Dervière. Ja vist, min afdøde Svigerinde, en dydig, en fortræffelig Pige, som kun havde een eneste Feil, og det var at læse en heel Roman hver Dag; 4 tykke Bind kunde hun sluge mellem Morgen og Aften.

Emmeline. Og det var i dem, at hun lærte mig at læse. Mit eneste Selskab, min eneste Legekammerat var min Fætter