5
Sjette Scene.
igjen, thi imellem os sagt, Du tegnede ikke for otte Aar siden til at blive en kjøn Karl; tvertimod.
Rinville. Saa meget bedre; det maa vist glæde Dem at jeg har forandret mig til min Fordeel.
Dervière. Nei, nei, jeg havde hellere seet, at Du var bleven ved som Du begyndte.
Rinville. Og hvorfor?
Dervière. Hør min Søn, naar man er i Familie ska man ikke genere sig for hinanden, og jeg vil sige Dig min oprigtige Mening. Jeg har modtaget Dig i mit Huus, fordi Du havde mistet Dine Forældre, jeg har opdraget Dig, jeg har gjort alt muligt for Dig, jeg har givet Dig 3000 Francs om Aaret.
Rinville. Ja det skal De have Tak for.
Dervière. Nu vel, jeg vil herefter give Dig 6000, men paa eet Vilkaar, og det er at Du reiser strax herfra, og at vi i nogle Aar fra nu af nægter os den gjensidige Fornøielse at see hinanden.
Rinville. Hvorledes? De viser mig bort? De jager Naturen paa Døren, og kaster Blodets Ret ned ad Trapperne?
Dervière. Ja, min gode Søn.
Rinville. De er jo min Onkel!
Dervière. Ja, det er just derfor.
Rinville. Jeg er Deres Brodersøn!
Dervière. Ja, det er just Knuden.
Rinville (afsides). Det er curieust: som Brudgom beder man mig blive borte, som Fætter viser man mig Døren; det er virkelig meget vanskeligt at faae Adgang i dette Huus. (høit) Tør jeg ikke spørge om Aarsagen?
Dervière. Jeg anseer Dig for en ung Mand af Ære, og derfor skal Du ogsaa have min Fortrolighed. Du er opdragen med min Datter, Du lever endnu i hendes Erindring, og hun tænker paa Dig med en Interesse, som skader mine Planer, og kuldkaster mine kjæreste Forhaabninger; thi jeg vil gifte hende med en Søn af en af mine ældste og bedste Venner, som jeg skylder der største Taknemmelighed; det er den unge Hr. Rinville, en fortræffelig, en excellent ung Mand, for hvem jeg har største Høiagtelse og Venskab. Du bør ikke tage mig det ilde op.
Rinville. Nei, Gud bevares! det er langt fra. (afsides) Min Onkel er jo et Mønster for Fædre.
Dervière. Jeg vilde ønske at jeg kunde opfinde en eller anden List eller Maske under hvilken jeg kunde gjøre hende bekjendt med denne unge Mand, uden at hun fattede Mistanke.
Rinville (med et Smiil). Nei vil man see!
Dervière. Men jeg maa overveie det vel, thi jeg er ikke øvet i hvad som koster Hovedbrud, og jeg er ikke vant til at forstille mig for min Datter. Dersom jeg vilde forsøge paa at narre hende, saa' er jeg vis paa at hun gjettede det strax, thi hun gaaer ud og ind ad mig med Træskoe.
Rinville (afsides) Jeg skulde takke ham for god Underretning.
Dervière. Nu kjender Du min Stilling saavel som Din egen. Jeg kan naturligviis ikke gjøre hende bekjendt med den unge Mand saalænge Du er her, og derfor er det bedst at Du gaaer Din Vei.
Rinville. Ja, men det er ingen let Sag.
Dervière. Jo det er tilforladelig det letteste af Verden; hun veed jo ikke at Du er her, hun drømmer ikke derom! naar Du nu altsaa strax Paa Øieblikket … (vil drive ham hen mod Døren).
Emmeline (udenfor). Papa! Papa!
Dervière. Saa! der er hun allerede! Tie bare stille, og lad Dig ikke mærke med noget; jeg er vis paa at det gaaer hende ligesom mig, at hun ikke kjender Dig igjen.
Syvende Scene.
De Forrige. Emmeline.
Emmeline (uden strax at see Rinville). Papa! hvad skal jeg sige? der er en Mand dernede, som siger at han absolut skal tale med Dig, han har gjort mig ganske forskrækket.
Dervière. Hvem er det da?
Emmeline. Det er en Tydsker, som kalder sig Hr. Zacharias, og som siger at jeg kan vente min Fætter om et Øjeblik.
Rinville (afsides). Nu seer det godt ud.
Emmeline. Og han siger at han maa tale med Dig, inden min Fætter er kommen, da det er en Sag som netop angaaer Charles.
Dervière (hastig til Rinville). Som angaaer Dig? (afsides) Au! det var dumt.
Emmeline. Papa! hvad siger Du?
Dervière. Det betyder ikke noget, mit Barn. Det var et Ord som jeg sagde
