111
Det var Spørgsmaal, som Virkeligheden stillede hende, medens hun svømmede paa Stannius Ryg mod Kysten …
Han arbejdede sig langsomt indefter og havde ikke Kraft til andet end til lige akkurat at holde sig selv og hende oven Vande. Men netop saaledes skulde det være — — og han fyldtes med en Lykke, som han længe ikke havde kendt …
Endelig fik de fast Bund under Fødderne og Haand i Haand gik de i Land. Stannius var træt og de lagde sig op i Klitten. Sandet var varmt endnu og det blæste ikke. Hun lagde sig ved hans Side.
— Stannius …
— Ja.
— Tak for idag.
Han rejste sig halvt op og saa paa hende. Og blev siddende … Hendes Legeme var saa ungt og smukt — men dette forgræmmede Ansigt! Hvor saa hun bleg ud efter Vandet, falmet og indfalden. Haaret hang tyndt og vaadt ned over hendes Skuldre. Der var et frygteligt Misforhold mellem Legeme og Ansigt. Et Strandvaskeransigt næsten … som havde Psyke
