INDLEDNING.
Bortset fra historiske eller quasihistoriske Æmner har vel faa Temata beskæftiget Kunsten saa mangfoldigt som Dødedansen. Dette Stof er — mere eller mindre uselvstændigt — blevet behandlet hos adskillige af de europæiske Kulturfolk. Baade Digtekunsten — den dramatiske som den episk-didaktiske — Billedhugger-, Maler-, Træskærer- og Kobberstikkerkunsten har tumlet med dette Tema, der i Musiken har skabt en pompøs danse macabre. Det skal ikke være dette Arbejdes Formaal at forfølge den Forestilling, som ligger til Grund for Dødedansen, ikke heller at opspore Fremstillingerne i de forskellige Lande for at komme til Erkendelse af den oprindelige Form; derimod vil jeg saa godt som udelukkende beskæftige mig med vor hjemlige Dødedans og dens nærmeste Kilder.
Den gamle danske Dødedans og dens Alder.
Blandt det store kongelige Biblioteks danske Palæotyper findes en mærkelig og interessant lille Bog, som gaar under Navnet Dødedansen, og som, saa vidt bekendt, er et Unikum. Desværre er Bogen defekt, men det Resterende er i en nogenlunde god Forfatning. Nyerup forelagde i sin Tid Offentligheden nogle korte Udtog[1]. N. M. Petersen mener[2],
