114
DEN SORTE MAPPE
ringe. Han fik Lyst til at give hende en Skilling, Hun saa god og pæn ud. Men han opgav det straks, bekendt med Risikoen ved at give Smaapiger ude i dette Kvarter Penge.
Han stod stille, og paany hørte han det dumpe Brus af Kloak dybt under Risten, hvorpaa han stod. Brølende! Nedad! Ned med alt, efter Tyngdevægtens Regler — ned i Kloakerne og ud.
Her var han ude paa den øde og døde Fælled uden anden Lyd end Kloakernes ildevarslende Mumlen, uden anden Aroma i Verden end Stanken fra Affaldskulerne nede i de henfaldne Byggeudgravninger.
Og i pludselige Fantasier genoplevede han de første Aar, da han var kommen herind fra Provinsen, og som en mager og lurvet Studerende havde lusket langs Forstadens Plankeværker med Smagen af Spisehusenes Kaalsuppe i Munden for at spare Aftensmaden. Et rystende Had fra de Dage besatte ham paany, gik som en Syre gennem hans Krop og snærpede hans Hud sammen. Han havde et gammelt, uopgjort Mellemværende med denne Hovedstad, med alle dens Sten, med alle dens Store, han havde ingen Tilgivelse for den fra de Dage, da den havde vist ham lutter ligegyldige Facader og vendt skumle Baggaarde til, om han vilde ind i den nogen Steder.
Han havde vistnok naaet at faa en stor Del af denne By i sine Hænder, forvaret dokumentfast i
