Side:Desertører.djvu/126

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Spring til navigation Spring til søgning
Denne side er blevet korrekturlæst

116

DEN SORTE MAPPE

Han mumlede mellem Tænderne de gamle Bondeeder: Det Satans Bypak! Han skulde vise dem, hvem der forstod sig paa Handler!

Han kom ind i en snasket Beværtning, anraabte en Kelner, hvor han saa et grøntflimrende Øjepar i Halvmørket bag en Skænk. Inde fra Sidestuen lød plumpe Stemmer. "Bondefangere," tænkte han og erindrede. Det var fire fede Mænd, der lavede Byttehandel med et Klaver og en lille Hest, der havde været udstillet som Verdens mindste Hest. De regnede med Pegefingeren i Ølslammet paa Bordene.

Men Knock rejste sig voldsomt fra sit Bord, han forlangte en Telefon. Hans store Krop svulmede under Muskulatur. Ansigtet blev fast og haardt, og han afvred de svedige Hænder i Lommetørklædet. Han vidste, til hvilken Knejpe, han paa denne Tid kunde opringe sin Fuldmægtig, Stou. Og forlangte Knejpens Nummer.

"Er det Stou? Godt! Hør nu efter, Stou. Jeg rejser i Aften. — Ja! — I 10 Dage. — Lige meget hvorhen. Sig blot Australien. Men hør nu nøje efter: Tag min Pengeskabsnøgle og gaa straks op paa Kontoret. Tag i Pengeskabet, hvad der er af Obligationer og sælg dem. Tag Kreditforeningsobligationerne for det Høyerske og det Seehausenske Bo. De staar i 110+12. Tag, hvad vi har liggende af det Bingske Legats Værdipapirer og de Aktier, som Direktør Hals deponerede i Gaar.