Side:Desertører.djvu/134

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Denne side er blevet korrekturlæst

124

ROBINSONADE

Natten forekom ham mættet af Friskhed og Duft som af tidligt Foraar, skønt Sne dalede ned i store Stjærnefnug over hans Haar, i hans Øjenbryn, et knitrende Safian under hans Fødder, nu da han forsigtig gik frem over Taget af Hospitalets Pavillon. Og da saa' han ogsaa klart mod det dunkle Natlys af Stadens gule Lygtehær, der nedstraaledes fra en Himmel tung af Sne, at Kastaniernes Kviste bar fingertykke og begsorte Knapper, hvorfra Snekornene dirrende krøb ned i blanke Tø-Draaber. Og han huskede paa April. Ja, det var April! Efter de tre Gange 30 Neglemærker i Cellens Kalkvæg maatte det være April.

Det sneede. Et hvidklædt Foraar, et tindrende Sneforaar ventede ham; det var en dyb, dyb Modsætning i sig selv: en hed Kulde, en sneklædt Vaar! Ja, Friheden, grøn bag det hvide, hed bag Sneen! Han udrakte begge sine Hænder og lod dem drikke de faldende Fnug, og han følte deres Kulde som Brænden.

Men en Lyd skræmte ham, splittede de Storhedstanker, de hede Drømme, der med Befrielsen havde faaet Luft igen for en Stund. Slæbende Skridt over Brosten. En Vagtmand kom frem af Smøgen bag om Hospitalets Pavilloner. Nu gik han Ronden ned forbi Observant-Cellerne. Tre Gange rundt om Bygningen. Se, hvor hans Lygtes Bulldogøje lyste fra Bæltet! Nu op over Stentrinene, ind igennem Korridoren. Han var forbi — med sit Ildøje og sit