133
ROBINSONADE
blot fyldt af Haab. At være i Selskab gjorde øjeblikkelig meget og inderlig ondt. Og han maatte befri sig for denne Smerte ved disse vanskelige Midler, den vredne Mundstilling og Luften, han opsamlede. Saa var alt godt, han sukkede og sank sammen.
Men nu da han iagttog og ogsaa fornam, at han var besvaret, at han var modtaget, ramte det ham overvældende, han vaklede som en drukken og sank sammen i fuldstændig Udmattelse.
Og Dawen iagttog ham med nysgerrigt og velvilligt Humør, som han sad dèr paa Hug og sagtens tumlede med de fattige Drømme, der lydløst bevægede ham.
Disse Drømme, der hentedes af Syn- og Hudsans alene: Pilegrenenes Rad sagtens. Se: Han havde flettet dem til et Kurvetag hen over deres Hoveder — det saa' han altsaa, og Fuglene, der slog ud lige forbi hans Kinder. Havde han Navne til dem? Eller var disse fire—fem forskellige Fuglearter for ham blot Billeder af uens Bevægelse og Farve? Og saa Presset af de smidige Vidjer mod hans Knæ, Strøget af de flossede Ærmer om hans Haandled. Var det hans Verdenskreds? Hans begrænsede Univers, som hver en af os har sit — med Yderpunkter af Kulde og Hede, Haardhed og Blidhed.
Dawen lænede sig tilbage paa Risbunken med Hænderne under sin Nakke. Han smilede op mod
