135
ROBINSONADE
næringen havde ingen Sinde været noget vigtigt Kapitel for ham, og nu da Føden — som hidtil — bragtes udefra og gratis ind til hans Rækkevidde, anvendte han ikke synderlig Overvejelse paa den Sag. Hans Krop meldte ingen Nød, og han beholdt Fred med sin Appetit. Han kunde sidde her i bekvemme Grublerier Dagene igennem, med Behaget af en jævn Udvikling i sin Sjæl — som Velværet ved at fordøje Næring eller udskille Gifte — saaledes føltes dette Behag.
For den døvstumme var det at ernæres en Explosion. Han lod Dawen spise først, ventede sky og ydmyg, indtil Dawen havde spist, hvad han havde valgt sig. Men derefter tog han med begge Hænder hele det levnede Forraad, bortfjærnede sig og aad det op et Steds, hvor han var uset. Ligesom Dyr gemte han ikke, han fortærede, hvad han havde, thi han havde ingen Bevidsthedsform for det varige. Uden Forbavselse hilste han hver ny Dag, men naar han ved Aften overlod sig til den Afmagt, der gjorde det mørkt for hans Øjne og hans Krop behagelig tung og rolig, forestillede han sig ingenlunde, at det en Gang igen vilde blive lyst. og at han nogen Sinde igen skulde ud og røre sig og skaffe Føde.
Dawen lod sig villig oplære til dette Liv i Buskene: Dagene igennem i Skjul og Ly af dette Krat af Pil, der strækker sig over et Terræn af mange Acres. Lyset faldt med vidunderlig Blidhed
