Side:Desertører.djvu/146

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Denne side er blevet korrekturlæst

136

ROBINSONADE

gennem Hyttens grønne Fletværk. Det gød sig over hans Hud med undergørende Straaler, hvor alle Solens skadelige Giftpile var holdt ude. Det tillod den absolute Hvile, Legeme og Sind sattes i langsomme og fine Svingninger, hvor Energien kunde afløbe uden at melde sig ved Brand og Svien af Utaalmodighed. — —


Busken er beboet af omtrent hundrede vilde eller forvildede Mænd, hvoraf nogle har deres Kvinder med sig.

Naar det skumrede, kunde den døvstumme fornemme dem, og Dawen kunde høre dem liste inde i de snævre Vexler, de paa Vildtes Vis havde brudt igennem Tykningerne. Sjælden kom nogen saa nær, at de lod sig skelne, men ofte fandt de om Morgenen Fodaftryk i Slammen ganske nær ved deres egen Hule. Nu og da saa' de ogsaa en enlig Skygge, som tegnede sig fuldstændig sort igennem Tusmørket, staa ved Udkanten af en Vexel, Skildvagt.

Dawen tænkte, at de var kommen herud ved Foraaret — som han. Fra Shoreditchs Baggyder, fra de underjordiske Brønde, som Rotter af Kloaker, nu naar Vinteren er forbi. For nylig var den gamle Jago sprængt, en Hovedaare brudt gennem Whitechapels bageste Jungle, — og Dawen vidste en Del om dette Foretagende. Da var alt Vildt